I dag skal Fifas 209 medlemslande vælge ny præsident for forbundet, der har været ramt af en række skandalesager. Fem mand stiller op, og en af dem får ansvaret for at føre Fifa ud af det morads, som den tidligere præsident Sepp Blatter og co. har ført fodbolden ud i. Der er dog kun 207 stemmer, der skal afgives, idet to lande pt. er suspenderede (Indonesien og Kuwait).
Her følger en guide til, hvordan valget kommer til at forløbe.
Kandidaterne
Gianni Infantino, Schweiz/Italien, 46 år, generalsekretær i Uefa
Sheikh Salman Bin Ibrahin Al-Khalifa, Bahrain, 50 år, præsident i det asiatiske fodboldforbund
Prins Ali Bin Hussein af Jordan, 40 år, præsident for det jordanske fodboldforbund
Jerome Champagne, Frankrig, 57 år, tidligere diplomat og højtstående embedsmand i Fifa
Tokyo Sexwale, Sydafrika, 62 år, forretningsmand og tidligere politisk fange
Hvem støtter så hvem?
Europa (53 stemmer):
Alle europæiske lande har sagt, at de støtter schweizeren Gianni Infantino. Men sporene skræmmer, for sidste år blev Europa delt, idet flere lande i sidste øjeblik valgte at støtte Sepp Blatter i stedet for Prins Ali. Europæisk samling er nødvendig, hvis Infantino skal have en chance.
Asien (44 stemmer):
Sheikh Salman er formand for det aisatiske forbund AFC og må forventes at have næsten fuld opbakning fra sit eget forbunds lande. Nogle kan dog vælge at støtte et andet AFC-medlem, Prins Ali af Jordan.
Afrika (54 stemmer):
Det største verdensdelsforbund har besluttet at støtte Sheik Salman. Det vil dog være en overraskelse, hvis Afrika formår at stemme helt ens. Måske sydafrikaneren Tokyo Sexwale kan hente et par stemmer på hjemmebane.
Nord- og Mellemamerika (35 stemmer):
CONCACAF er det helt store spørgsmålstegn. Forbundet har været hårdest ramt af alle, når det gælder korruptionssager. Men hvem de vil have til at rydde op er helt åbent. Stemmerne kan gå i alle retninger.
Sydamerika (10 stemmer):
Sportslige giganter som Brasilien og Argentina tæller ikke meget – det mindste verdensdelsforbund støtter officielt Gianni Infantino, men deres 10 stemmer har ikke megen vægt.
Oceanien (11 stemmer):
Heller ikke Oceanien har megen stemmevægt. Der er ingen officiel udmelding, men det forventes, at Infantino vil tage de fleste stemmer.
Valgreglerne
For at gøre det hele lidt mere indviklet, er Fifas valgregler ikke helt enkle. Hvis en kandidat skal vinde i første valgrunde, kræver det 2/3 af stemmerne – i dette tilfælde 138 stemmer.
Er der ingen, der får det i første runde, går man videre til anden runde, hvor den, der har fået færrest stemmer i første runde, bliver sorteret fra.
I anden runde og runderne derefter kan en kandidat vinde ved at få mindst halvdelen af stemmerne, dvs. 104. For hver runde bliver den med færrest stemmer sorteret fra, så man kan i princippet ende med hele fire afstemningsrunder, før en præsident er fundet.