To danske fodboldspillere kom i særligt fokus, da Ajax søndag vandt 3-1 på udebane over Zwolle i Æresdivisionen i Holland.
For gæsterne styrede Lasse Schöne midtbanen og var sikker fra straffesparkpletten, da han bragte Ajax foran 1-0 efter 54 minutter.
For hjemmeholdet, Zwolle, lavede den tidligere Randers-angriber Nicolai Brock-Madsen med scoringen til 1-2 sit første mål i ligaen efter udlånet fra Birmingham i England.
Nicolai Brock-Madsen nåede højest i det lille felt og headede reduceringen ind efter 72 minutter.
Kampen havde i alt tre danskere i aktion, da også Kasper Dolberg huserede for gæsterne. Han kom dog ikke på måltavlen.
De to øvrige Ajax-mål blev sat ind af marokkaneren Hakim Ziyech.
Med sejren nåede Ajax op på 40 point for 18 kampe. Det rækker til en øjeblikkelig andenplads i Æresdivisionen med fem point op til Feyenoord.
Tidligere søndag vandt Feyenoord med 2-0 ude over Roda efter to måloplæg af Nicolai Jørgensen.
/ritzau/