Det er sjældent vi skriver om dopingsyndere i fodboldens verden. Men selvom der ikke er så mange dopingsager i fodbold, så øger Det Europæiske Fodboldforbund (Uefa) nu alligevel indsatsen forud for den nye sæson, det skriver de på deres hjemmeside.
Uefa har fredag lanceret et nyt anti-dopingprogram, som ifølge forbundet selv er ”det stærkeste anti-doping program man nogensinde har set i europæisk fodbold”.
Med de nye tiltag vil man indføre et biologisk pas, der blandt andet skal forbedre identifikationen af steroidemisburg. Men vil stramme reglerne omkring spillerne og holdenes where-abouts. Prøverne vil blive gemt i længere tid, så det er muligt at teste gamle prøver igennem for nye, forbudte stoffer, og så fortsætter man det omfattende blod- og urintestprogram både i og uden for konkurrence.
Testes ekstra inden EM
Man vil også se et mere koordineret og efterretningsbaseret program end nogensinde før. Uefa har oprettet en samarbejdsaftale med de nationale antidopingorganisationer (NADO), med de nationer, der har hold med i Champions League. Det samarbejde vil, ifølge forbundet, give mulighed for en mere systematisk testplanlægning og vil reducere unødvendig dobbelttestning, hvor eksempelvis både Antidoping Danmark og Uefa møder op samme dag for at teste. Det vil samtidig lette delingen af oplysninger om en spillers biologiske profil.
Forud for EM i Frankrig i 2016 vil Uefa indføre det største ”før-tournerings”-testprogram nogensinde. Alle spillere, der potentielt kan blive udtaget til de forskellige landshold, vil blive testet fra den 1. januar 2016 via Uefas årlige program og via et koordineret program med NADO. Holdene vil også blive testet under samlinger forud for konkurrencen, samt når de ankommer til Frankrig. Selve slutrunden vil have en avanceret analytisk blod- og urintest implementeret ved alle kampe.