Bibiana Steinhaus mener ikke, det er noget specielt, at hun som kvinde skal dømme kampe i den tyske Bundesliga.
Tyske og internationale medier har givet det meget opmærksomhed i de seneste dage.
Søndag var hun for første gang i fodboldhistorien dommer i en kamp i den bedste tyske række, hvor Thomas Delaney indtog en hovedrolle.
Delaney scorede som anfører et flot mål for Werder Bremen, der endte med at spille 1-1 ude mod Hertha Berlin.
Efter en times spil viste Delaney sin gode form og sine evner som målscorer, da han med to modspillere tæt på sig satte sig igennem og skød 1-1-målet i nettet.
Delaney er i målhumør for tiden. I mandags scorede han tre mål, da Danmark vandt 4-1 ude over Armenien i VM-kvalifikationen.
Få dage forinden scorede den danske landsholdsspiller også en enkelt gang i 4-0-sejren hjemme over Polen.
Så nemt gik det ikke søndag i Bundesligaen for Delaney og Werder Bremen, der var i problemer i store dele af kampen.
Hertha Berlin havde bragt sig foran 1-0 i slutningen af første halvleg, da Matthew Leckie kom alene igennem i højre side.
Leckie udnyttede, at Bibiana Steinhaus med køligt overblik lod spillet fortsætte, efter at en Hertha Berlin-spiller var blevet nedlagt lige uden for feltet.
Endelig på tavlen
Det var første gang i denne sæson, at Werder Bremen hentede point. I de første kampe har Werder Bremen tabt ude til Hoffenheim og hjemme til Bayern München.
38-årige Bibiana Steinhaus, der er politibetjent, blev den første kvindelige dommer i den bedste række i en af de største ligaer i Europa.
Det tæller ligaerne i Tyskland, England, Spanien, Italien og Frankrig.
/ritzau/