Andreas Cornelius viste søndag sin målnæse frem for Atalanta i den italienske Serie A.
Den danske landsholdsangriber scorede sit første ligamål efter sommerskiftet fra FC København, da han ti minutter før pausen udlignede til 1-1 i en 2-1-sejr hjemme over Sassuolo.
24-årige Cornelius modtog en aflevering i dybden og blev tacklet, da han forsøgte at komme forbi sin oppasser på kanten af straffesparksfeltet.
Bolden sprang op i luften, og danskeren klappede den ind ved roden af stolpen - et aldeles fremragende mål.
Andreas Cornelius var blot blevet benyttet som indskifter i de to første spillerunder.
Søndag var han valgt til fordel for Andrea Petagna, og noget tyder på, at de to angribere skal dele spilletiden imellem sig.
Efter 65 minutter blev Cornelius pillet ud og erstattet med den to år yngre Petagna.
Et kvarter senere endte italieneren som matchvinder, da han tæt under mål fik foden på et frispark og gjorde det til 2-1.
Med sejren tog Atalanta holdets tre første point i denne Serie A-sæson.
Stryger også i vælten
I opgøret mellem Udinese og Genoa fik den danske landsholdsback Jens Stryger Larsen debut for Udinese efter sommerskiftet fra Austria Wien.
Den 26-årige dansker var med til at sikre Udinese en hjemmesejr på 1-0 i et opgør, hvor begge mandskaber fik en spiller udvist.
Efter to nederlag i træk imponerede Fiorentina med en 5-0-sejr ude over Verona.
Juventus og Inter topper Serie A med hver ni point.
/ritzau/