Et godt indhop. Det må Robert Lewandowskis præstation mod Wolfsburg tirsdag aften siges at være. Den polske angriber startede ude mod folkevognsklubben i topkampen i den tyske Bundesliga, men kom ind ved pausen, da gæsterne havde bragt sig foran 1-0 midt i første halvleg.
Og så gik det stærkt.
Lewandowski udlignede til 1-1 efter 51 minutter og da stadionuret viste 60 minutter havde polakken scoret yderligere fire gange.
Henrik Hvillum, der kommenterede kampen for Eurosport DK, peger på Lewandowskis alsidige talent og helt specielle mentalitet som forklaring på rekordscoringerne.
Ingen indskiftningsspiller har lavet fem mål i en Bundesligakamp og ingen spiller har scoret fem mål så hurtigt efter hinanden i den bedste tyske række.
- Udover at være meget talentfuld, taktisk klog og teknisk god, så har han en helt utrolig psyke. Han bruger den sårede stolthed, han må have følt over at starte ude, på den bedst tænkelige måde ved at score mål efter mål efter mål, siger Henrik Hvillum, der kalder den polske målmager for en komplet angriber.
- Det viser, hvilken fantastisk spiller, Lewandowski er, men det viser også, hvilket storslået hold, han har bag sig. Det er mange forskellige mål, han laver på de ni minutter. Et par af dem er nærmest fantastiske. Det er en spiller, der har alle redskaberne i værktøjskassen og så lykkedes alt så for ham i de ni nu berømte minutter.
Luksusproblemer
Med tanke på Robert Lewandowskis åbenlyse kvaliteter kan det undre, at Bayern München-træner Josep Guardiola i det hele taget kunne finde på at bænken angriberen, men den spanske træner er en mand med store luksusproblemer, forklarer Henrik Hvillum.
- Bayern har en ekstremt bred trup og en ekstrem mængde af sultne spillere. Guardiola valgte at spille med Thomas Müller på toppen. Ingen vil hævde, at Müller er en dårlig spiller og han var også Bundesligatopscorer, inden Lewandowski ligesom tog over. Det har dog nok hele tiden været Guardiolas plan at sende Lewandowski på banen mod Wolfsburg på et eller andet tidspunkt, da han netop sparede mod Darmstadt i weekenden, siger Henrik Hvillum, der dog ikke tror, at Guardiola vil spare sin farlige angriber i næste Bundesligakamp.
- Jeg tør godt garantere, at Lewandowski starter inde, når Bayern München møder Mainz i weekenden.