VIDEO Superliga-profil efter beskyldninger om film: 'Jeg ville aldrig spille på straffe'

FC Midtjylland spilleren Erik Sviatchenko blev efter fredagens nederlag mod AaB beskyldt for at at filme.

FC Midtjyllands forsvarsspiller Erik Sviatchenko røg i modvind fredag aften.

De forsvarende danske mestre jagtede en udlignende scoring, og i en duel med AaBs Jores Okore gik Sviatchenko i græsset, mens begge spillere tumlede rundt.

Det lignede umiddelbart et straffespark, men Mads Kristoffer-Kristoffersen vinkede afværgende, mens FC Midtjylland-spillerne protesterede.

På de efterfølgende tv-billeder var det også svært at fastslå, om Erik Sviatchenko i virkeligheden faldt en smule for dramatisk. Efter kampen var han dog ikke selv i tvivl om, at der var begået et regelbrud mod ham i feltet.

Men under 24 timer senere er Sviatchenko vendt på en tallerken. Han skriver på Twitter, at det altså ikke var skuespil, men at han dog heller ikke mener, at der skulle dømmes straffespark.

Til DR Sporten uddyber han situationen.

- Da jeg så situationen i dag kunne jeg se, at det var mig selv, der var skyld i at jeg faldt, så jeg følte, at jeg var nødt til at få sagt, at jeg tog fejl, da jeg brokkede mig efter kampen, siger Sviatchenko, der ikke køber præmissen om, at han kun beklager fordi han frygter at modtage en straf fra Fodboldens Disciplinærinstans.

- Jeg kan sagtens se, hvorfor folk beskylder mig for at ville filme, men situationen er jo sådan, at jeg tror, at jeg bliver hægtet, og det er jeg i øjeblikket nødt til at vise. Så viser det sig, at det er af mig selv, og derfor beklager jeg mit udbrud efter kampen.

- Jeg skriver ikke på Twitter, fordi jeg vil undgå en sag for film. Havde jeg kastet mig ud af det blå kunne jeg forstå, at folk ville have en sag ud af det, men jeg ville aldrig spille på straffe på den måde, siger Erik Sviatchenko.

Kan potentielt dømmes efterfølgende

Så burde den sag sådan set være ude af verden, men med de nyeste regler i Superligaen er omstændighederne omkring episoder som fredagens alligevel en smule anderledes, som Erik Sviatchenko selv bemærker.

Inden sæsonstarten indførte Divisionsforeningen nemlig, at der til hver kamp skal være en observatør, som på tv kan følge slagets gang. Observatørens rolle er indberette episoder til Fodboldens Disciplinærinstans, som kampens dommer skulle have misset.

- Vi ønsker at sætte ekstra fokus på 'film', som er med til at sætte spillet i miskredit, lød det i en pressemeddelelse fra turneringschef i Divisionsforening Peter Ebbesen tidligere på måneden.

Men om Erik Sviatchenko kommer til at løbe ind i en sådan sag er ikke til at sige, lyder det fra Divisionsforeningens Peter Ebbesen.

- Det har jeg svært ved at forestille mig. Det er sådan, at video-observatøren kan indberette det til Fodboldens Disciplinærinstans, som er en uvildig organisation, og så må de beslutte, om de vil tage sagen op, siger Peter Ebbesen.

- Disciplinærinstansen må selv melde ud, hvis de modtager en indberetning, men der kommer ikke til at være nogen udmelding fra os, hvis den pågældende video-observatør enten indberetter, eller undlader at indberette, en episode. Der kan også ske det, at der kommer en indberetning, men at Fodboldens Disciplinærinstans ikke vælger at tage sagen op. I så fald vil det heller ikke blive meldt ud siger Peter Ebbesen.

DBU og Divisionsforeningen oplyser ikke, hvem der bliver påsat som video-observatør til hver enkelt Superliga-kamp.