FC Midtjylland sælger tysker til FC Köln

Efter kun 20 dage som FCM-spiller er Dominick Drexler allerede solgt videre.

FC Midtjylland må i fremtiden også gå på banen uden Dominick Drexler, da han efter kun 20 dage i klubben allerede er solgt videre. (Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix) (Foto: © Henning Bagger, Scanpix)

Det blev til en lynkarriere i FC Midtjylland for den 28-årige offensivspiller Dominick Drexler.

Efter blot 20 dage hos mesterholdet er tyskeren skudt afsted og allerede solgt til FC Köln.

Det meddeler FCM i en pressemeddelelse fredag.

Her fortæller klubben, at Drexler er solgt i en handel med en stor økonomisk gevinst for midtjyderne.

Dominick Drexler blev hentet til Herning fra tyske Holstein Kiel. Det var meningen, at han skulle spille en stor rolle i en sæson, hvor FCM skal forsvare mesterskabet og samtidig forsøge at kvalificere sig til Champions League.

- Sådan gik det ikke - i stedet udviklede planen sig til en ny og stor økonomiske gevinst for FC Midtjylland, skriver klubben fredag i meddelelsen.

Købet og salget af Drexler har haft et specielt forløb. Det erkender Svend Graversen, der er sportschef i FCM.

- Det har i lang tid været en speciel sag, hvor vi har gjort alt for at få Dominick til at falde til både som spiller og menneske.

- Men han havde et stort ønske om at blive i Tyskland på grund af sin familie samt en øget interesse fra tyske klubber, og på den baggrund forsøgte vi at lave den bedst mulige handel, siger Svend Graversen i meddelelsen.

Faktisk var sagen så speciel, at Dominick Drexler aldrig nåede at komme i gang på træningsbanen med sine kommende holdkammerater i Herning.

Det skyldtes, at han i sine 20 dage i klubben led af en rygskade, som han pådrog sig i oprykningskampen til Bundesligaen for Holstein Kiel.

Mens Drexler aldrig fik muligheden for at blive en sportslig succes i FCM, så vil han blive husket som en kanonhandel for midtjyderne.

- Selvfølgelig ærgrer det os, at vi ikke får Dominick at se i FCM-trøjen. Men vi glæder os til gengæld over, at sagen endte med at give klubben en meget flot økonomisk gevinst.

- Drexler-sagen er et eksempel på, hvad der kan ske, når man arbejder med mennesker. Men jeg synes, vi fandt en fornuftig løsning på en sag, vi helst havde været foruden, siger Svend Graversen.

FC Midtjylland oplyser ikke salgsprisen på Dominick Drexler.

Torsdag skrev Tipsbladet og Ekstra Bladet, at tyskeren sælges for 34 millioner kroner, og at FCM købte Drexler for 18 millioner kroner.

/ritzau/