Disciplinærudvalget i Dansk Boldspil-Union, DBU, kom fredag med en noget opsigtsvækkende nyhed. Fodboldforbundet har valgt at tildele Superliga-klubben Viborg FF en bøde på 10.000 kroner, fordi klubben havde delt en video på Facebook, hvori Viborg-fansene blandt andet affyrede pyroteknik i forbindelse med en Superliga-kamp mod FC Midtjylland 28. august.
Brug af fyrværkeri, romerlys og andet er forbudt i forbindelse med fodboldkampe, og DBU har vurderet, at Viborgs Facebook-opslag kunne opfattes sådan, at klubben hyldede fansene for netop pyroteknikken.
- Vi har fået en bøde, og vi er nødt til at tage til efterretning, at der er taget en beslutning af nogle kompetente folk i det udvalg, men vi kommer til fremadrettet at flage for den præmis: hvad gør man i situationer fremover? For jeg mener, at dette er et førstegangstilfælde. Det kommer vi til at gå dybere ind i, siger Viborg-direktør Morten Jensen til DR.
Vil have debat om censur
Viborg blev allerede 12. september kontaktet af DBU, der krævede en redegørelse for Facebook-opslaget. Samme dag besvarede klubben henvendelse og forklarede, at der var tale om en adskillige minutter lang video, som hyledes fansenes arbejde med blandt andet tifo og flag, og altså ikke den pyroteknik, som DBU havde vedhæftet et stillbillede af.
- Vi var ikke på forhånd bevidste om, at der ville blive affyret pyroteknik, og det var på ingen måde tilsigtet, at det skulle tage fokus. Vi vurderede efterfølgende, at budskabet om at takke for kulissen stadig var på sin plads. Det gør vi altid efter en kamp, hvor fansene har vist særlig støtte, forklarer Morten Jensen.
Den jyske Superliga-direktør mener, at der bør tages en større og mere generel debat om, hvad de danske fodboldklubber kan og må dele på sociale medier.
- Vi havde 1500 fans på tribunen, og der var 10, der brød reglerne. Det er også 10 for mange, og vi tager kæmpe afstand fra det, men omvendt synes vi også, det er beklageligt, og det skal ikke tage noget fra den opbakning de øvrige fans skabte, siger han.
- Efterfølgende har vi valgt at fjerne opslaget fra vores Facebook, da der hos nogle var en opfattelse af, at vi takkede for pyroteknikken. På baggrund af det, og det har vi også skrevet til DBU, så ønsker vi at tage emnet op til debat i Divisionsforeningens medieudvalg i forhold til, om klubberne skal lave total censur på billeder og video af kampoplevelser, hvor der vises pyroteknik, siger Morten Jensen.
Pyroteknik et sikkerhedsproblem
Viborg har siden DBU’s henvendelse 12. september været i kontakt med andre Superliga-klubber om emnet, og han agter at være bannerfører for, at der bliver en debat om, hvad klubberne må dele af billeder og video, der viser pyroteknik. Han erkender samtidig, at ansvaret for selve affyringen af pyroteknikken ligger hos klubben selv.
- Det er jeg helt enig i, og det er også en del af det. Der er ikke to meninger om, hvad vores holdning er til pyroteknik. Det er en generel udfordring, som vi både individuelt som klub og sammen i Divisionsforeningen skal få løst, for det er et afgørende sikkerhedselement, der skal fjernes fra fodbolden, og vi har kun interesse i, at det kommer til at ske, siger Morten Jensen.
Udover bøden for Facebook-opslaget skal Viborg betale 25.000 kroner for selve fansenes pyrotekniske udskejelser. Samtidig er det givet bøder til FC Midtjylland, Brøndby, FC København, Esbjerg og Vejle for lignende hændelser.