Tobias Mikkelsen vender tilbage til FC Nordsjælland efter tre års ophold i norske Rosenborg.
FCN's tilbagevendte træner Kasper Hjulmand har et godt kendskab til den 29-årige kantspiller, som i 2012 var med til at sikre Farum-klubben det danske mesterskab. Derudover blev det til to pokaltitler i 2010 og 2011.
- Med Tobias tilbage får vi en spiller, som er meget direkte i sin stil og kan true i bagrummet med sine konstante dybdeløb, siger Kasper Hjulmand i en pressemeddelelse fra FCN.
- Han kan skabe rum til sine medspillere eller selv afgøre tingene på den sidste tredjedel af banen.
Tobias Mikkelsen nåede 96 kampe for FCN i sin første periode i klubben, inden han blev solgt til Greuther Fürth i den tyske Bundesliga.
I 2013 gik turen videre til Rosenborg i Norge. Det er sideløbende blevet til otte landskampe for Danmark.
Tobias Mikkelsen har fået en kontrakt af to og et halvt års varighed i FCN.
Ny assistenttræner
Tidligere på dagen præsenterede FC Nordsjælland også en ny assistenttræner. Det er den tidligere Bundesliga-spiller Otto Addo, der blandt andet har vundet den tyske liga med Dortmund og spillet en Uefa Cup-finale.
- Jeg er begejstret for det talent, som allerede er i klubben, og som jeg selv har stiftet bekendtskab med, når vi har mødt FCN's ungdomshold i træningskampe, siger Addo.
/ritzau