Spillerforeningen laver hvert halve år en rundspørge blandt anførerne i de forskellige Superliga-klubber for at høre, hvilken bane de synes er den bedste og værste i rækken.
Vinderen skifter fra år til år, men sidstepladsen er der sjældent tvivl om. Kunstgræsbanen i FC Nordsjælland får de suverænt laveste karakterer af Superligaens anførere.
FC Nordsjælland har i den halvårlige vurdering, der netop er blevet offentliggjort, scoret 1,5 i gennemsnit på en skala fra 1-5.
En bedømmelse, der i følge Spillerforeningens skala ligger mellem dårlig og elendig.
Senest scorede Farum-klubben 1,67 i gennemsnit fra de 12 anførere.
FC Midtjylland har rækkens bedste bane, da de i gennemsnit får en karakter, der lyder på 4,33. Herefter følger Randers FC og AaB.
Højdespringeren i år er dog SønderjyskE, der har forbedret deres karakter med hele 55 procent i forhold til målingen efter sidste sæson.