Spillerforeningen til Lyngby-truppen: Bliv hængende lidt endnu

Spillerforeningen anbefalerne spillerne i Lyngby til ikke at benytte sig af muligheden for at forlade klubben efter midnat tirsdag aften.

Lyngby Boldklub er truet af konkurs, men står måske overfor en redning i 11. time. (Foto: © Anders KjæRbye, Scanpix)

Spillerne i konkurstruede Lyngby Boldklub har ikke modtaget løn i januar.

Løber der ikke penge ind på spillernes kontoer inden midnat tirsdag, så kan spillerne frit skifte til andre klubber.

Det anbefaler Spillerforeningen dog spillerne til ikke til at gøre. Det skriver Spillerforeningen på sin hjemmeside.

- I enighed mellem Spillerrådet i Lyngby Boldklub og Spillerforeningen har vi besluttet at opfordre spillerne til at vente med at foretage sig noget i relation til ophævelse af deres kontrakter til og med fredag, siger Mads Øland, direktør i Spillerforeningen.

Opfordringen til at blive i Lyngby Boldklub lidt endnu kommer efter Spillerforeningen har været i kontakt med potentielle investorer og rekonstruktøren for Helleup Finans A/S, der ejer Lyngby Boldklub.

Spillerforeningen skriver desuden, at det først fredag vil være muligt at konstatere, om et salg af Lyngby Boldklub kan blive realiseret. Flere engelske klubber skulle angiveligt være interesseret i at overtage klubben.

Det er stadig op til hver enkelt spiller om vedkommende ønsker at blive i Lyngby Boldklub eller finde en ny klub, hvis der ikke er kommet løn inden tirsdag midnat.