Konkurrent om mulig Lyngby-konkurs: Licensreglerne er skæve

Direktør i Helsingør FC, Janus Kyhl, mener, at der bør ses mindre på stadionkrav og mere på økonomisk bæredygtighed i Superliga-klubberne.

Lyngby Boldklub er tæt på konkurs. (Foto: © Anders KjæRbye, Scanpix)

Den økonomiske nedtur i Lyngby BK kan blive en klokkeklar sportslig fordel for konkurrenterne fra Helsingør FC, der som Superligaens øvrige hold ikke behøver at bekymre sig om direkte nedrykning fra landets bedste række i denne sæson, hvis Lyngby går konkurs.

Det får nu langtfra Helsingør FC-direktør, Janus Kyhl, til at løfte armene over hovedet i ren begejstring.

- Jeg synes, det er vanvittigt ærgerligt, at vi står her otte måneder efter at der blev tildelt licens. Man kan altid diskutere frem og tilbage, om en klub kan komme i en uheldig situation, jeg synes også, det er en uheldig situation, men det virker til, at man har gearet fodboldforretningen for hårdt. Det har jo været underskud på underskud på underskud, siger Janus Kyhl, hvis egen klub har arbejdet hårdt på og investeret i at leve op til de krav, der også følger med, hvis en klub skal godkendes til en Superliga-licens.

Lyngby BK fik i først omgang ikke en Superliga-licens op til denne sæson.

Efter en tur i DBU Licensappeludvalget blev der alligevel givet grønt lys for endnu en sæson i Superligaen til Lyngby BK, da de kongeblå præsenterede ’en kapital- og likviditetsforøgelse og fremskaffet andet materiale, der i dag overbeviste Licensappeludvalget om, at klubben kan fortsætte driften i det kommende år og således fortsætte i den bedste række’, som det hed i afgørelsen fra maj.

Janus Kyhl understreger, at han ikke har kigget dybt i Lyngbys regnskaber, men advarselslamperne har lydt flere gange, siger han, og påpeger, at mens kravene til klubbernes stadion- og baneforhold er ganske skrappe, så bør der måske strammes op på kravene til økonomien i stedet.

- Det er ikke en præstation i sig selv at klare sig flot, hvis man kører med store underskud. Derfor synes jeg også, det er vanvittigt ærgerligt for dansk fodbold. Så kan vi diskutere, om der skal være krav om plads til 10.000 mennesker på stadion eller varme i banen, men alt det der blegner altså, hvis vi giver licenser ud til klubber, der økonomisk ikke kan bære at spille i Superligaen. Der må vi i fodboldens verden se indad, siger Janus Kyhl.

- Det her er frustrerende for alle parter.

Helsingør FC indleder forårssæsonen søndag eftermiddag ude mod OB.

Salte tårer i Silkeborg

Et andet hold i Superligaen, der i øjeblikket ligger til at blive en del af nedrykningsspillet, når landets bedste række bliver delt i tre, er Silkeborg.

Her græder cheftræner Peter Sørensen kun tørre tårer over Lyngbys mulige konkurs.

- Jeg synes, det er ulykkeligt, at Superligaen kan blive ramt af det. Men jeg synes ikke, det er ulykkeligt for den klub, som går konkurs, fordi den er blevet drevet på falske forudsætninger. Vi andre skal levere de krævede elementer for at få en licens, og vi skal udbetale løn til vores ansatte. Vi skal i det hele taget drive vores forretning ansvarligt. Hvis man har drevet sin forretning uansvarligt så længe, som det nu tyder på, så er det vel helt naturligt, at det har en konsekvens, siger Peter Sørensen til Midtjyllands Avis.

Lyngby BK har endnu ikke betalt klubbens spillere løn for januar. Fristen for det udløber tirsdag aften 23:59. Derefter står det spillerne frit for at skrive nye kontrakter med andre klubber.

Hvad der sker i Superligaen i tilfælde af en konkurs i Lyngby, kan du læse mere om her.