Silkeborg forlænger med georgisk angriber

Davit Skhirtladze har sat sin underskrift på en ny kontrakt med Silkeborg IF. Den varer til sommeren 2019.

Davit Skhirtladze har aldrig scoret så mange mål i Superligaen, som han gør for Silkeborg. (Foto: © Henning Bagger, Scanpix)

Superligaklubben Silkeborg IF forlænger aftalen med den georgiske angriber Davit Skhirtladze, skriver klubben i en pressemeddelelse.

De to parter har nu papir på hinanden frem til sommeren 2019.

Angriberen kom til klubben fra AGF, hvor han aldrig blev nogen succes, men i Silkeborg har han spillet sig til en stamplads i holdets frontlinje.

Det har blandt andet resulteret i syv sæsonmål indtil videre i Alka Superligaen.

- Vi tror i SIF på, at han stadig har et uudfoldet potentiale, og det regner vi med at kunne forløse i den kommende kontraktperiode, siger klubbens manager, Peter Sørensen i pressemeddelelsen.

Peter Sørensen og Skhirtladze havde en fælles fortid i AGF, hvor Peter Sørensen tidligere var cheftræner.

/ritzau/