Randers-direktør lukker ned for trekantsdrama

Ledelse, spillere og trænere lukker ned for udtalelser om trekantdrama i Randers FC.

Randers-direktør Michael Gravgaard lukker nu ned for sagen omkring Christian Kellers forhold til Jonas Borring ekskone. (Foto: © Henning Bagger, Scanpix)

Spillerne, trænerne og ledelsen i superligaklubben Randers FC har ikke mere at tilføje i forhold til trekantsdramaet mellem Christian Keller og Jonas Borring.

Det skriver klubbens administrerende direktør, Michael Gravgaard, i et åbent brev på klubbens hjemmeside.

- Nu er tidspunktet også kommet, hvor jeg vil henstille alle til at respektere, at vi - det vil sige ledelse, spillere og trænere - for nuværende ikke har mere at tilføje til denne sag i det offentlige rum.

Direktøren takker alle involverede for deres håndtering af situationen og konstaterer, at klubben arbejder på en løsning internt.

Søger løsning hurtigst muligt

- Det eneste aspekt i denne sag, der fra starten har været objektivt, er det juridiske. Randers FC vil ikke overtræde gældende overenskomster eller de arbejdsretlige kontrakter, der er indgået med vores ansatte - uanset omstændighederne. Alt andet er uforsvarlig ledelse af klubben.

- Vi er udmærket klar over, at der er en situation, vi skal have løst hurtigst muligt. Men af respekt for alle de mennesker og virksomheder, der dagligt bidrager til fodbolden i Randers FC, så er tiden kommet til, at vi bruger ressourcerne på at finde den eller de nødvendige løsninger.

Randers FC spiller onsdag pokalkamp mod FC København. Det er endnu uvist, om Christian Keller er tilbage i truppen til den kamp.

/ritzau/