OB har sikret sig tilgang af 24-årige André Rømer, der kommer til klubben fra FC Midtjylland.
Forsvars- og midtbanespilleren har underskrevet en kontrakt med OB, der løber frem til sommeren 2021.
- André Rømer er en spændende spiller, som vi glæder os til at have i OB i de kommende sæsoner, siger OB-sportsdirektør Jesper Hansen til klubbens hjemmeside.
- Han er stadig en relativt ung spiller, men har samtidig en del erfaring fra FC Midtjylland, hvor han både har vundet et mesterskab, spillet europæisk og optrådt i flere end 100 kampe i Superligaen.
- Desuden kan han dække flere positioner, så selv om han primært er hentet som central midtbanespiller, så er han med til at sikre, at truppen er bedre garderet, hvis der opstår skader eller karantæner i forsvaret, siger han.
/ritzau/