Året er snart omme, og det betyder naturligvis et tilbageblik på nogle af de største begivenheder i sportens verden i 2017.
Her har vi samlet nogle af de mest bemærkelsesværdige citater fra både danske og udenlandske atleter og aktører.
* Fodbold:
Landsholdsmålmand Kasper Schmeichel efter 5-1-sejren over Irland i Dublin, der sendte Danmark til VM, blandt andet efter tre mål af Christian Eriksen.
- Jeg løb bare over til Christian og sagde tak efter kampen. For hold da kæft en spiller. Jeg synes, vi skal være taknemmelige over, at han er dansker. For mig er han en af de bedste spillere i verden.
---- ---- ---- ----
Danmarks kvindelige fodboldlandshold vandt EM-sølv i august, men allerede kort tid efter brød en konflikt ud mellem spillerne og Dansk Boldspil-Union (DBU) om en lønaftale. Det førte til aflysning af en testkamp mod Holland og VM-kvalifikationskampen mod Sverige.
Landsholdsspiller Sanne Troelsgaard var chokeret over forløbet:
- Situationen er helt syg. Vi og DBU kan ikke engang mødes lige nu. LO mægler på vores side, og en arbejdsgiverorganisation på DBU's.
---- ---- ---- ----
Konflikten blev først løst i slutningen af november, og på det tidspunkt var Danmark blevet taberdømt 0-3 i kampen mod Sverige. Spillerforeningens direktør, Mads Øland, fortryder ikke konflikten:
- Der er ikke noget, jeg fortryder, eller noget afgørende, vi kunne gøre anderledes. Det er mit indtryk, at DBU har det på samme måde.
---- ---- ---- ----
DBU-direktør Claus Bretton-Meyer havde gerne været foruden flere af de billeder, der i offentligheden blev skabt af konflikten. Særligt at den blev gjort til diskussion om ligestilling, og at han selv blev fremstillet som en arketype, der hader kvinder.
- Jeg holder meget af kvinder. Jeg er gift med én, som jeg holder meget af. Og jeg arbejder benhårdt for kønskvotering i DBU, hvor den næsten er 50/50. Så det var afsporet at tale om ligeløn i denne forhandling. DBU har investeret 216 millioner i pige- og kvindefodbold på ti år, det er mange penge. I samme periode har den givet indtægter på 30 millioner.
---- ---- ---- ----
FC Københavns cheftræner, Ståle Solbakken, så sit stjernespækkede hold levere et miserabelt efterår i Alka Superligaen, hvilket efterlader mestrene 18 point efter topholdet, FC Midtjylland, før foråret.
- Jeg har hovedansvaret, og jeg får skylden. Det er mig, der til syvende og sidst står med ansvaret. Det er ikke nogen andre, og det er jeg med på.
---- ---- ---- ----
Fyringen af cheftræner Glen Riddersholm var ikke populær i AGF's spilletrup. Anfører Morten "Duncan" Rasmussen kaldte over for TV2 Østjylland fyringen for "helt hen i vejret", og angriberen rettede en bredside mod AGF-direktør Jacob Nielsen.
- Det er en svær situation for os spillere, når vi hele tiden skal forholde os til, at vores direktør kritiserer os voldsomt i medierne. Det er altså ikke en fordel for os, når vi hver anden uge skal høre, at det virker, som om vi ikke gider spille.
---- ---- ---- ----
Nicklas Bendtner afslørede, at han inden skiftet til Rosenborg havde gået med overvejelser om at stoppe karrieren.
- Så du mig spille i Nottingham? Det lugtede ikke af en glad mand i hvert fald. Lad mig sige det på den måde. Så på det tidspunkt, inden Rosenborg kom på banen, havde jeg luftet de tanker med mine nærmeste.
---- ---- ---- ----
Neymar blev verdens dyreste fodboldspiller, da han i august skiftede fra spanske FC Barcelona til Paris Saint-Germain for svimlende 1,65 milliarder kroner.
- Jeg udgjorde et angreb med Lionel Messi og Luis Suarez, der vil gå over i historien. Jeg har vundet alt, hvad en spiller kan vinde. Men spillere har brug for udfordringer, og for anden gang i mit liv går jeg imod min fars ønske.
---- ---- ---- ----
* Håndbold:
Danmarks OL-guldvindere i håndbold tabte overraskende 25-27 til Ungarn i ottendedelsfinalen ved VM i januar. Målmand Niklas Landin var langt nede efter VM-exitten:
- Jeg er bare ekstremt skuffet. Vi fandt aldrig rigtig vores niveau. Forsvarsmæssigt og angrebsmæssigt fandt vi aldrig frem til den helhed, som vi gerne vil have i en knald-eller-fald-kamp.
---- ---- ---- ----
Halvanden måned senere stoppede Gudmundur Gudmundsson som landstræner, nogle måneder før det var planlagt. Dansk Håndbold Forbunds generalsekretær, Morten Stig Christensen, hyldede den afgående landstræner:
- Gudmundur vil altid have en stor plads i de danske håndboldhistoriebøger. Han vil til evig tid blive husket for det største resultat i dansk herrehåndbold nogensinde og for det fantastiske samarbejde, vi har haft med ham i DHF.
---- ---- ---- ----
* Badminton:
23-årige Viktor Axelsen blev i august Danmarks kun tredje verdensmester i herresingle nogensinde, da han besejrede den kinesiske legende Lin Dan i finalen:
- Det er det vildeste, og så mod Lin Dan. Det er en drengedrøm, der går i opfyldelse.
---- ---- ---- ----
OL-sølvvinderne i damedouble Christinna Pedersen og Kamilla Rytter Juhl afslørede, at de også privat har dannet par siden 2009. Christinna Pedersen sagde:
- Vi ville anerkendes for vores sportslige resultater, før vi fortalte om vores privatliv. Vi ville ikke læse overskrifter om kæresteparret, der er nået så og så langt.
---- ---- ---- ----
Christinna Pedersens mangeårige makker i mixeddouble, Joachim Fischer, brækkede foden under VM. En uges tid senere fik den 38-årige spiller at vide, at Badminton Danmark tildelte Christinna Pedersen en ny makker, fordi forbundet ikke troede på Fischer som medaljekandidat ved OL i 2020.
- Jeg vil ikke sige, at jeg føler mig svigtet, men jeg vil sige, at hvis jeg lå ned i forvejen, så ligger jeg endnu mere ned lige nu.
---- ---- ---- ----
* NFL:
Tom Brady vandt som 39-årig sin femte Super Bowl-ring med New England Patriots, som efter et fantastisk comeback vendte stillingen 3-28 til en sejr på 34-28 over Atlanta Falcons efter forlængelse. Efter kampen bad hans hustru, supermodellen Gisele Bündchen, ham om at stoppe karrieren.
- Jeg sagde til hende: Det er bare ærgerligt skat, jeg har det for sjovt i øjeblikket.
---- ---- ---- ----
Flere hundrede NFL-spillere demonstrerede mod racediskrimination, blandt andet ved ikke at stå op under nationalhymnen før kampene. Det fik USA's præsident, Donald Trump, til Twitter-tasterne:
- Ville I ikke elske at se, hvis en af ejerne af en NFL-klub, når en af hans spillere udviser manglende respekt for det amerikanske flag, gik ud og sagde: Få den "son of a bitch" af banen, ud med ham, han er fyret?
---- ---- ---- ----
* Cykling:
Chris Froome vandt Tour de France for fjerde gang. Efter sin triumf afslørede briten, at han i 2018 vil forsøge at tangere rekorden for flest sejre i Touren.
- Det er et privilegium at blive nævnt sammen med navne som Jacques Anquetil, Eddy Merckx, Bernard Hinault og Miguel Indurain. Jeg vil gå efter rekorden næste år.
---- ---- ---- ----
I december kom det frem, at Chris Froome under Vuelta a España i september afleverede en mistænkelig dopingtest med en for høj koncentration af stoffet salbutamol. Den kenyansk-fødte rytter, som vandt Vueltaen, har forklaret, at han har fulgt reglerne.
- Det er velkendt, at jeg har astma, og jeg ved nøjagtig, hvad reglerne er. Jeg tager min ledende position i cykelsporten meget seriøst. UCI har absolut ret til at undersøge mine testresultater. Og sammen med mit hold vil jeg levere al den information, der kræves.
---- ---- ---- ----
* Atletik:
Løbefænomenet Usain Bolt sagde farvel til atletik på topplan med at blive skadet og udgå på 4x100-meter stafet ved VM i London.
- Jeg gav alt som altid. Nu ligger jeg her og får behandling.
---- ---- ---- ----
* Tennis:
Caroline Wozniacki vandt kvindernes sæsonfinale i tennis med en sejr på 6-4, 6-4 over amerikaneren Venus Williams.
- Det er fantastisk. Jeg ryster stadig lidt. Det blev lidt for tæt til sidst.
---- ---- ---- ----
Samme Caroline Wozniacki afslørede efter sæsonen, at hun skal giftes med den amerikanske basketballspiller David Lee. Wozniacki lagde et billede ud på Twitter, hvor hun bærer en ring på den ene finger - suppleret af teksten:
- I går var den lykkeligste dag i mit liv, da jeg sagde ja til min soulmate.
---- ---- ---- ----
Veteranerne Roger Federer og Rafael Nadal delte årets fire grand slam-titler ligeligt imellem sig. 36-årige Federer vandt samtlige fire indbyrdes møder i 2017:
- Jeg tror ikke, at jeg er så bange for ham, som jeg måske har været tidligere. Det var ikke sådan, at jeg var voldsom skræmt førhen, men jeg tabte en del gange til ham. Specielt når vi mødtes på grus.
---- ---- ---- ----
* Formel 1:
Kevin Magnussen var involveret i en del interne kampe i Formel 1-sæsonen. Tyske Nico Hülkenberg afbrød et tv-interview med danskeren på Viasat for at give sin mening til kende:
- Endnu en gang, den mest usportslige kører i feltet.
Kevin Magnussens svar faldt hurtigt:
- Suck my balls, mate.
---- ---- ---- ----
Boksning:
Mikkel Kessler meddelte i marts, at han agtede at gøre comeback i bokseringen efter fire års pause. En kamp lod dog vente på sig, og senere kom en borrelia-infektion i vejen, så Kessler tvivlede i november over for TV2 Sport selv på, om han kommer i kamp igen.
- Det ved jeg ikke endnu. Vi må se, hvordan det går, og hvordan jeg lige har det i kroppen.
---- ---- ---- ----
Speedway:
Dansk speedway havde et elendigt år med mange skader til blandt andre Nicki Pedersen. Helt galt gik det, da Danmark sluttede sidst i semifinalen ved hold-VM. Holdkaptajn Niels-Kristian Iversen var dybt skuffet:
- Det er jo en katastrofe, at vi ikke en gang kan nå raceoff, altså at vi blev nummer sidst i løbet. Det tror jeg, ingen havde set komme.
/ritzau/