Det holdt hårdt for AGF, der i dag spillede pokalkamp mod Danmarksserie-holdet Rishøj. Blandt andet på et mål af indskiftede Morten Nordstrand blev det dog til en 3-0-sejr og dermed avancement.
Men den rutinerede målræv ser ikke ud til at høre til i din hvide trøje meget længere. Hans kontrakt med AGF udløber til nytår, og han regner ikke med at blive.
- Min situation er højst sandsynligt, at jeg ikke er i AGF efter nytår. Det er sådan landet ligger. Jeg vil gerne spille mere, og det kan godt være, at jeg skal søge et andet sted hen for at komme til det. Der er ikke nogen dialog som sådan, siger Morten Nordstrand til DR.
Ikke kun Danmark en mulighed
Den tidligere FCN- og FCK-angriber er dermed på udkig efter en ny klub, og der er allerede dialog med andre klubber.
- Vi snakker lidt, det gør vi. Det gør man jo, for man skal jo holde sig opdateret på, hvad der sker, og så må vi se, hvad det ender med.
- Det kunne godt være i Danmark, det kunne også være noget andet. Det er svært at sige. Det er jo ikke nogen hemmelighed, at jeg gerne vil spille på så højt niveau, som det er muligt, og så må vi se, hvad der byder sig.
32-årige Morten Nordstrand kom til AGF fra FC Nordsjælland i december sidste år. I foråret var han med til at sikre klubben oprykning med to mål i 14 divisionkampe.
I denne sæson er det dog kun blevet til 113 minutter i otte Superliga-kampe med et enkelt mål til følge. Nordstrand har i hele sin karriere scoret 61 Superliga-mål.