Mørke skyer over konkurstruede Lyngby: Spillere giver klubben tre dage

Spillerforeningen har sammen med spillerne sendt påkrav til Lyngby for at få udbetalt løn inden for tre dage.

Jeppe Kjær i forbindelse med at spillerne i Lyngby Boldklub holder krisemøde med repræsentanter fra Spillerforeningen i Lyngby, onsdag den 31. januar 2018. Spillerne har ikke fået udbetalt løn og Lyngby Boldklub er i økonomisk krise.. (Foto: Anders Kjærbye/Scanpix 2018) (Foto: © Anders KjæRbye, Scanpix)

Vejret bliver holdt for tiden hos de kongeblå i Lyngby. Konkurs er langt fra ude af billedet, og i dag tog holdet endnu et stort skridt i den forkerte retning.

Spillerforeningen skriver i en pressemeddelelse, at de sammen med spillerne i Lyngby har sendt et påkrav til klubben om at udbetale spillernes løn inden for tre hverdage. Det betyder, at deadline er på tirsdag. Hvis det ikke sker, så er spillerne fritstillet til at forhandle med andre klubber.

- Det er selvfølgelig kedeligt, at det er kommet hertil, men ved at sende et påkrav til Lyngby Boldklub sikrer vi, at spillerne kan agere, hvis der ikke kommer en løsning, siger direktør i Spillerforeningen Mads Øland.

- Vi er fortsat i dialog med klubbens ledelse og håber selvfølgelig, at deres bestræbelser på at finde en ny ejer bliver realiseret, siger Mads Øland.

Lyngby har ligeledes været nødsaget til at aflyse træningskampen mod Sønderjyske på baggrund af en lurende konkurs. Det var ellers den sidste test, før forårssæsonen starter i Superligaen.

- Det siger sig selv, at vi har en træningskamp mod Sønderjyske på søndag, som vi har nødsaget til at aflyse. Vi har meldt rent ud til dem, hvor vi står nu og her. Alle ting bliver jo lidt besværliggjort, forklarer Thomas Nørgaard.

Fredagens træning var på papiret aflyst med mulighed for frivillig træning, men det var helt op til spillerne selv, om de ville møde op.

- Man reagerer fuldstændig forskelligt på situationen. Der er nogle, som bare tænker som de maskiner, de nu er og bare vil være bedst muligt klædt på til fremtiden. Om det er her eller et andet sted, siger Thomas Nørgaard.

- Men der er også nogen, som af gode grunde er bekymrede for at blive skadet. Alt det prøver vi at tage højde for, forklarer han.

Hvis Lyngby i sidste ende skulle blive erklæret konkurs, bliver de fratrukket seks point i Superligaen.