Sydsiden har stået gabende tom de seneste par kampe, når Brøndby har spillet hjemme.
Pokalkvartfinalen mod AGF i dag bliver den sidste af tre uden tilskuere på Sydsiden efter de massive uroligheder i lokalderbyet mod FC København, hvor maskerede fans fra Sydsiden løb op til FCK-tilhængerne og kastede med tændte romerlys.
Politiet måtte rykke ind for at dæmpe gemytterne før kampstart, og efter kampen blev en håndfuld af Brøndbys egne vagter overfaldet under Sydsiden af mere end 100 personer.
Sanktionen efterfølgende blev markant. Brøndby blev frataget muligheden for tilskuere på Sydsiden i tre kampe – og max 14.000 tilskuere på stadion, hvilket er halv kapacitet.
Opgøret mod FC Nordsjælland viste, hvor vidt rækkevidden af den sanktion går.
For et år siden mødtes de to hold foran 20.011 tilskuere. Den karantæneramte udgave for en måned siden samlede 11.575. Da AaB lukkede efteråret i Superligaen på Vestegnen var der 12.061 tilskuere. Det står i kontrast til det gennemsnit på omkring 22.000 tilskuere, som Brøndby har mønstret på hjemmebane til kampene tidligere på efteråret.
Interne konsekvensberegninger i Brøndby fremlagt på møder i klubben, som DR Sporten har fået indsigt i, opgør omsætningstabet som konsekvens af tilskuer-reduktionen til 1,2 til 1,6 millioner kroner per kamp.
Ifølge fodboldøkonom hos Deloitte, Jesper Jørgensen, passer beregninger med virkeligheden.
- Ifølge mine beregninger udgør reduktionen af kapaciteten på Brøndby Stadion til 14.000 tilskuere et omsætningstab på fire-fem millioner samlet over de tre kampe.
Danmarks Radio har bedt Brøndby om en kommentar på de interne konsekvensberegninger og omsætningstabet, men klubben afviser at kommentere de specifikke beløb.
Ny klasse af sanktioner
Tallene fortæller imidlertid sit eget sprog om en helt ny klasse af sanktioner i dansk topfodbold. Disciplinærinstansen strammede inden denne sæson kursen i forhold til tilskueruro og signalerede intention om at tage tilskuerstraffe i brug.
- Fodboldens Disciplinærinstans vil med start fra sæsonen 24/25 udvide anvendelsesområdet for sanktionering med hel eller delvis lukning af en klubs stadion til hjemmekampe, lød det.
Det kom efter en sæson, hvor bøder omkring brug af fyrværkeri satte rekord. 19 bøder til FC København og 15 til Brøndby. Samlet blev der uddelt pyro-bøder for næsten 5,6 mio. kr.
Bødeomfanget er faldet denne sæson, men flere klubber har oplevet tilskuerrestriktioner. FC København har i to omgange oplevet lukninger i dette efterår. AGF er også blevet ramt.
For Brøndbys vedkommende har konsekvenserne af den seneste straf nået et så vidt omfang, at det helt bogstaveligt kan aflæses på bundlinjen. Et omsætningstab på 3,6-4,8 mio. kr.
Det får de bøder, som normalt uddeles fra Disciplinærinstansen til at blegne. Der ligger rammen maksimalt på 250.000 kr. Brøndby har siden sommeren 2023 fået 17 bøder for samlet 1.325.000 kr. for brud på reglerne for sikkerhed og orden.
Urolighederne ved seneste derby i Brøndby har skærpet den politiske opmærksomhed på fodboldens udfordringer, og justitsminister Peter Hummelgaard ønsker at få ryddet op i miljøet. Et middel til det skal være øget brug af ansigtsgenkendelse ved indgangene, hvor Datatilsynet dog skal give grønt lys.