Lettet Sønderjyske-chef: Nu kan vi kigge fremad

Sønderjyskes sportsdirektør Hans Jørgen Haysen er lettet over, at mistanken for matchfixing nu er væk.

Niki Zimling har udlignet til 1-1 mod FC Midtjylland i den famøse kamp, som DIF har undersøgt. (Foto: © Henning Bagger, Scanpix)

De kan endelig ånde lettet op i Sønderjyske. Torsdag frafaldt Danmarks Idrætsforbund anklagen om matchfixing i kampen mod Sønderjyske og FC Midtjylland 18. marts på grund af manglende beviser.

Og det glæder Sønderjyskes sportschef Hans Jørgen Haysen.

- Jeg er rigtigt godt tilfreds med udfaldet. Vi havde forventet det udfald, men det er godt, at afgørelsen er kommet, så vi nu kan få lagt dette bag os. Vi er lettede og glade og føler, at vi igen kan kigge fremad, siger Haysen.

- Den mistanke, der har været over os, kan vi nu få væk, og spillerne på banen kan ånde lettet op. De skal ikke forholde sig til det hele tiden, men koncentrere sig om fodbold, og vi som ledelse kan fokusere på klubben og holdet.

Fordel ved nederlag

Sagen handlede om Sønderjyskes kamp mod FC Midtjylland 18. marts, og som FCM vandt med en scoring i sidste minut. Nederlaget betød, at Sønderjyskes muligheder for at rykke ned var mindre end ved at spillet uafgjort eller vinde.

Derfor var spørgsmålet, om Sønderjyske tabte med vilje? Den bevisbyrde har DIF’s matchfixingsekretariat altså ikke formået at løfte.

- Der har været nogle ting og nogle udtalelser, der har gjort, at de følte, at de skulle undersøge det. Nu har de så talt med mange personer, og så har de vel vurderet, at der ikke er noget, der kan åbnes en sag på, siger Hans Jørgen Haysen.

De har vel ikke sagt, at der ikke er en sag, men kun at man ikke kunne finde beviserne?

- Men de har jo undersøgt tingene grundigt og talt med en masse mennesker. Og de er kommet frem til, at der med rette ikke kan åbnes en sag, og dét er så et faktum, siger sportschefen.

Matchfixingsekretariatet har blandt andet talt med over 30 personer, og da forhold angående matchfixing har en forældelsesfrist på 10 år, kan sagen principielt genoptages, hvis der dukker nye oplysninger op i sagen.