Matchfixingsekretariatet i Danmarks Idrætsforbund (DIF) rejser ikke en sag mod Sønderjyske på baggrund af kampen mod FC Midtjylland 18. marts.
Det oplyser DIF i en pressemeddelelse.
FCM vandt kampen med 2-1 med en scoring i sidste minut. Nederlaget betød, at Sønderjyskes muligheder for at rykke ned var mindre end ved at spillet uafgjort eller vinde.
Dét faktum samt udtalelser fra Sønderjyske-spillere efter kampen, fik DIF til at undersøge om, der var basis for at rejse sagen ved Matchfixingnævnet.
Men det har ikke været muligt for DIF at løfte bevisbyrden, og derfor er sagen nu frafaldet.
- Konklusionen i forbindelse med undersøgelsen er, at det ikke har været muligt for sekretariatet at finde beviser, der med nødvendige styrke sandsynliggør, at der har fundet manipulation sted. Derfor vil sagen ikke blive indbragt for Matchfixingnævnet, siger Poul Broberg, der er leder af DIF’s matchfixingsekretariat i en pressemeddelelse.
Nederlag med vilje?
Baggrunden for, at det kunne betale sig for Sønderjyske at tabe, bunder i den nye ligastruktur, der blev indført i denne sæson. Derfor opfordrer DIF en ændring af strukturen for at undgå en lignende situation i fremtiden.
- Der er ingen tvivl om, at den nuværende struktur har sat flere klubber, trænere og spillere i en vanskelig situation og skabt grobund for en uhensigtsmæssig diskussion om, hvorvidt det kunne betale sig at spille for at vinde. Sekretariatet skal derfor opfordre til, at ligastrukturen ændres på en sådan måde, at nederlag ikke kan medføre en sportslig fordel, siger Broberg.
Undersøgelsen kritiserer også kommunikationen fra Sønderjyske-spillerne, der i interview efter kampen og i opslag på sociale medier talte med tvetydige tunger i forhold til, hvorvidt kampen blev tabt med vilje.
- Matchfixinglovregulativet skal efterleves af klubberne. Derfor er det ikke hensigtsmæssigt, hvis klubber, trænere eller spillere kommunikerer på en måde, så man kan få den opfattelse, at et forsætligt nederlag kan være acceptabelt, siger Broberg.