Kraul: Jonas Dal kan skifte til vinter

Hobro-træner Jonas Dal kan kan være på vej til Esbjerg tidligere end til sommer, vurderer DR’s fodboldkommentator Andreas Kraul.

Jonas Dal, kommende Esbjerg-træner - måske før end som så. (Foto: © Henning Bagger, Scanpix)

Efter mange spekulationer og afviste rygter blev Jonas Dal fredag omsider præsenteret som kommende cheftræner i Esbjerg.

Den nuværende Hobro-træner skal dog først tiltræde til sommer, når hans kontrakt med den nordjyske klub er udløbet. Men den plan kan der sagtens blive ændret på, vurderer DR's fodboldkommentator Andreas Kraul.

- Mit bedste bud er, at hvis Hobro de kommende måneder inden vinterpausen får skudt sig i retning af, hvem de gerne vil have som træner, og kan få ham ansat fra januar måned, så vil alle være interesseret i, at Jonas Dal tager til Esbjerg og kommer i gang med sit arbejde med en lang vinteropstart, siger Andreas Kraul.

- Og så kan Hobro får startet det næste kapitel og måske endda få en kompensation fra Esbjerg, fordi Dal går før kontraktens udløb.

Dals fremtid kan skade Hobro

Men muligheden for at køre en ny træner ind i klubben og samtidig få økonomisk kompensation er ikke eneste argumenter for at få sendt Jonas Dal syd på noget tidligere.

- Det kan jo også være farligt for dem at holde på Jonas Dal. En spillertrup, der ved, at træneren er på vej væk, er udsat for nogle dynamikker, som kan være farlige for et fodboldhold. Hobro har jo levet på et ekstremt sammenhold samt vilje og evne til at præstere.

- Det er afhængigt af, at træneren er 100 procent til stede og dedikeret til spillerne og projektet. Det har han signaleret, at han ikke er. Der er ingen grund til at tvivle på Jonas Dals loyalitet, men alle vil jo have i baghovedet, at han er væk til sommer, siger Andreas Kraul.

39-årige Jonas Dal kom til Hobro i februar 2013, da klubben lejede ham fra FC Midtjylland. Siden er det blevet til en to-årig fastansættelse.

Ud over oprykning fra 1. division kan Jonas Dal bryste sig af at have ført Hobro til en flot syvendeplads i klubbens første sæson i Danmark bedste række.

I denne sæson ser det noget mere nedslående ud for Hobro, der efter 12 kampe ligger allersidst i Superligaen med sølle fem point på kontoen.

Ironisk nok er netop Esbjerg et af de hold, som Hobro kæmper med i bundstriden. Esbjerg ligger fem point over Hobro og nedrykningen, der i år kun tæller en enkelt klub.