Officielt: Jonas Dal er ny træner i Esbjerg

Jonas Dal bliver ny cheftræner i Esbjerg, skriver klubben på sin hjemmeside.

Jonas Dal har skrevet kontrakt med Esbjerg som ny træner. (© Foto: Esbjerg fB)

Den nuværende cheftræner for Hobro IK, Jonas Dal, bliver ny træner i Esbjerg.

Det skriver klubben på deres hjemmeside.

EfB’s administrerende direktør, Søren Poulsen, oplyser, at den 39-årige Jonas Dal tiltræder til sommer.

- Vi får fra næste sommer en træner, som i sit tidligere virke har vist, at han med stærke kollektive værdier og hårdt arbejde formår at skabe gode resultater. Jonas Dal har endvidere i sit mangeårige virke i FC Midtjyllands talentsektor et dybtgående kendskab til at udvikle unge spillere til et højt niveau, og han vil dermed kunne understøtte et helt afgørende element i EfB’s strategi, siger Søren Poulsen i den pressemeddelelse.

Ingen aftale fra nytår

Indtil næste sommer vil den midlertidige træner Michael Pedersen stå i spidsen for holdet.

- Jeg er overbevist, at vi i EfB vil få glæde af Jonas Dals måde at gribe trænergerningen an på og hans evne til at få det optimale ud af en spillertrup. Begge parter ønskede, at samarbejdet kunne blive en realitet fra nytår, men det har desværre ikke kunnet lade sig gøre. Indtil Jonas tiltræder, har vi fuld tillid til, at vores nuværende trænerteam kan løse opgaven, siger Søren Poulsen.

Jonas Dal selv ser skiftet fra Hobro til Esbjerg som et stort skridt op i forhold til klubben, der forrige sæson rykkede op i Superligaen.

- Jeg har lært rigtig meget, og klubben har rykket sig rigtig meget i de snart tre år, jeg har været i Hobro. Jeg har mødt en åbenhed, jeg har fået lov til alt, og klubben kan være rigtig stolt af at have gjort mig klar til at træde ind på en større scene, siger Jonas Dal.

Kontrakten mellem EfB og Jonas Dal er uopsigelig frem til 31. december 2017, hvorefter den overgår til at være en løbende aftale med gensidig opsigelighed.