Kontroversielt straffespark: Hobro-spiller slipper for karantæne

Dommer Dennis Mogensen erkender fejlkendelse i Superligakampen mellem Hobro og Esbjerg. Jonas Brix-Damborg slipper for karantæne.

Hobro IK - Esbjerg, Alka Superliga, DS-Arena, Hobro: Hobro-frustration efter det dømte straffespark (Foto: © Henning Bagger, Scanpix)

Hobros midtbanespiller Jonas Brix-Damborg slipper for en karantænedag i Superligaen lørdag mod Randers FC, da DBU har valgt at annullere spillerens gule kort i mandagens 2-2-kamp mod Esbjerg.

I kampens overtid havde Damborg ifølge dommeren hånd på bolden, og der blev dømt straffespark med et gult kort til følge. Nye tv-billeder har fået dommer Dennis Mogensen til at ændre holdning.

- Havde jeg set situationen sådan i mandags, så ville jeg ikke have dømt straffespark. Det vil derfor være uretfærdigt, Jonas Damborg tillige skal straffes med advarsel, siger dommeren ifølge DBU. /ritzau/