Straffespark eller ikke straffespark? Det endte med at blive spørgsmålet, da Esbjerg og Hobro mandag aften spillede 2-2.
- Som jeg ser det i kampen, så er der et skud på mål, Damborg kaster sig ned i den og rammer bolden med venstre overarm. Derfor hands, gult kort og straffespark. Jeg har set tv-billederne, og de bekræfter, at bolden ramte Damborg på overarmen.
Dommer Dennis Mogensen rystede ikke på hånden, da Viasat Sport1 fangede ham efter kampen mandag aften, hvor han tildelte Esbjerg et diskutabelt straffespark i overtiden mod Hobro.
Anderledes ser man på sagen i Hobro-lejren.
- Det er tæt på at være en skandale. Man skal ikke dømme noget, man ikke kan se, lød det fra Hobro-træner Jonas Dal til Viasat Sport1 efter kampen.
- Spillerne troede jo næsten ikke, at det var virkelighed. Når der i sidste minut bliver dømt et straffe, der ikke er der, er det næsten ikke til at holde ud.
Tre protesterende Hobro-spillere modtog efter straffespark gule kort for brok. Det irriterede også træner Dal.
- Det er inkompetence, at man ikke kan tage en skideballe, når man har begået en fejl.
Se situationen øverst. Herunder kan du se reaktioner fra Hobros Jonas Brix-Damborg og Thomas Hansen.