Der er dømt topopgør søndag eftermiddag, når Brøndby og FC København, Superligaens nummer et og to, mødes.
Begge klubber kommer til opgøret fra vigtige europæiske opgaver i midtugen, og der venter endnu en intens kamp for spillerne, mener Viasats fodboldkommentator Niels Christian Frederiksen.
En tilfældighed kan meget vel afgøre kampen, siger han.
- Det bliver intenst. Brøndby er kommet tættere på FCK, fordi Brøndby har et koncept at spille efter. Der bliver masser af nærkampe og duelspil.
- Rammerne omkring kampen vil gøre, at det bliver mere fysisk end teknisk fodbold. Det kan meget vel blive en tilfældighed, der afgør det, siger han.
FCK stadig bedst
De seneste ti år har Brøndby halset langt efter ærkerivalen, men under tyske Alexander Zornigers ledelse er klubben rykket tættere på FCK. Der bør dog stadigvæk være en klar forskel på de to hold, mener Niels Christian Frederiksen.
- FCK har stadig det bedste hold. Det er et af de bedste FCK-hold i mange år.
- Rent individuelt har Brøndby ikke helt de samme kvaliteter, men de har endelig fået den stil, de skal bruge. Det betyder meget at have den rigtige træner, og jeg synes virkelig, at Alexander Zorniger har implementeret den rigtige stil for dem.
- Det er imponerende hurtigt, at Brøndby er kommet på sporet af det helt rigtige. De har trænet vanvittigt hårdt, og det plejer på et tidspunkt at gå ud over resultaterne. Det har ikke været tilfældet hidtil, siger Niels Christian Frederiksen.
Begge hold har 14 point efter seks kampe. Brøndby har scoret 22 mål, mens FC København har scoret 16.
Statistikken peger dog ikke på nogen målfest i søndagens kamp. De seneste tre superligakampe på Brøndby Stadion mellem holdene - alle tre i 2015 - resulterede i to 0-0-kampe og en 1-0-sejr til Brøndby.
Da klubberne mødtes samme sted i DBU Pokalen i foråret, vandt FCK 1-0.
/ritzau/