Jonas Borring er færdig i Randers

Superligaklubben Randers FC er blevet enig med Jonas Borring om at ophæve spillerens kontrakt ovenpå personalesagen, som også involverer Christian Keller.

(Foto: © Henning Bagger, Scanpix)

Fodboldspilleren Jonas Borring er færdig i superligaklubben Randers FC. Den kronjyske klub meddeler onsdag, at parterne har ophævet kontrakten.

Det sker, efter Borring på det seneste har haft fri på ubestemt tid, efter det kom frem, at holdkammeraten i Randers Christian Keller har indledt et forhold til Borrings kommende ekskone.

Gensidig forståelse

Ophævelsen af samarbejdet sker i al gensidighed og forståelse parterne imellem, understreger klubben i en pressemeddelelse, hvori Randers FC's administrerende direktør, Michael Gravgaard, udtaler sig.

- Vi er nu kommet frem til en aftale, der omstændighederne taget i betragtning er den eneste forsvarlige, når man tager de mange hensyn af økonomisk, juridisk og ikke mindst personlig karakter i betragtning.

- Jeg havde selvfølgelig allermest håbet at se Jonas Borring tilbage i truppen, men da dette havde svære udsigter, var der reelt kun dette ene alternativ tilbage, siger Gravgaard.

/ritzau/