Det er ligegyldigt, om man spiller for Brøndby eller FC København, fordi drømmen er i sidste ende den samme – at afgøre en derbykamp mellem de to rivaler.
Derfor var lykkerusen også enorm, da den kun 19-årige Jonas Wind i dag sparkede sejren hjem til FCK i overtiden af opgøret.
- Det var en kæmpe forløsning, da jeg ser den ryge ind i netmaskerne. Det er noget, jeg altid har drømt om. Det bliver nok ikke meget bedre end at afgøre den herude på Brøndby Stadion foran Sydsiden. Det var en dejlig sejr, siger Jonas Wind efter kampen.
Det har ikke været en nem sæson for den unge spiller, der har kæmpet meget med en skade, og derfor var søndagens kamp mod Brøndby faktisk den første Superliga-kamp i denne sæson for Jonas Wind.
- Det var lidt rørende for mig faktisk. Jeg har været ude i fire måneder med en skade, så det var min første Superliga-kamp i et halvt år. Det var en kæmpe forløsning at få et comeback på den her måde. Det kunne man også se på jubelscenerne. Sejren betyder rigtig meget for os, forklarer Jonas Wind.
- Nu røg vi ud af pokalturneringen, så det er den her turnering, vi koncentrerer os om. Så det var en utrolig vigtig scoring, lyder det fra angriberen.
Det er ikke første gang, at FC København vinder en kamp i de døende minutter på Brøndby Stadion. Mange FCK-fans vil helt sikkert huske tilbage i 2003, hvor Hjalte Bo Nørregaard scorede sejrsmålet i overtiden og reelt set sendte det danske mesterskab til Østerbro.
Målet gjorde, at københavnernes fans omdøbte Brøndby Stadion til Hjalte Park, men selvom Jonas Winds mål søndag minder en smule om Hjalte Bo Nørregaards mål, så er den 19-årige FCK’er ikke klar til at tage sig af kælenavnet.
- Hjaltes mål var afgørende i mesterskabskampen, men det kan det her selvfølgelig også ende med at blive. Han kan stadig godt få lov til at holde navnet, og så må vi se, om det på et tidspunkt skal omdøbes til noget andet, forklarer Jonas Wind.
Med sejren har FCK 16 point ned til Brøndby, som ligger nummer otte.