Både Brøndby og FC København har i løbet af den seneste uge mødt - og tabt til - det forsvarende danske mesterhold, FC Midtjylland.
Men kampen mellem de to klubber fra hovedstadsområdet er stadig den største i landet. Det siger Brøndbys cheftræner, Alexander Zorniger, forud for søndagens rivalopgør.
- Dette er den største kamp i dansk fodbold. Det ved alle, og spilerne er heller ikke i tvivl om det.
- Spillerne ved, når de går på banen, at der er store forventninger til dem, men også at der med store forventninger kommer store muligheder, siger tyskeren til Brøndbys hjemmeside.
I de seneste seks kampe mellem holdene er en enkelt blevet uafgjort, mens fire blot er vundet med et enkelt mål. Zorniger regner også med en tæt duel i søndagens opgør.
- I et derby bliver små fejl eller usikkerhed straffet med det samme. Så hvis vi ikke er aggressive eller tror på vores spil, bliver vi straffet. Vi skal derfor gå ud og spille vores aggressive spil og spille som et hold, siger cheftræneren.
FC København ligger før kampen på andenpladsen i Superligaen med 31 point. Det er samme antal som FC Midtjylland, men FCK har en ringere målscore end det forsvarende mesterhold.
Brøndby har blot skrabet 18 point sammen i de første 14 runder og ligger aktuelt på niendepladsen. Der er dog kun to point op til Sønderjyske på fjerdepladsen.
Kampen mellem Brøndby og FC København fløjtes efter planen i gang klokken 12.30.