FCK-stjerne straffet alligevel: Karantæne mod Brøndby

Federico Santander har fået to spilledages karantæne, og FC København-angriberen er ude af Brøndby-kamp.

Federico Santander er ude mod Brøndby på grund af karantæne. (Foto: © United Photos, Scanpix)

FC København må undvære angriberen Federico Santander, når klubben mandag møder Brøndby i Alka Superligaen.

Onsdag blev Santander idømt to spilledages karantæne efter et telefonmøde i Fodboldens Disciplinærinstans.

Det oplyser Dansk Boldspil-Union (DBU) på sin hjemmeside.

Baggrunden for karantænen er en episode fra kampen, da FC København søndag mødte FC Nordsjælland i Alka Superligaen.

Her viste tv-billeder, at Federico Santander gav Emiliano Marcondes et trælår i en situation, hvor hverken dommer eller bold var i nærheden.

Kampens dommer Michael Johansen er kommet med en redegørelse til Fodboldens Disciplinærinstans, hvor han har bekræftet, at hverken han eller den øvrige dommerstab så episoden.

Michael Johansen har tilkendegivet, at hvis han havde set episoden, så ville han have givet Federico Santander et rødt kort.

FC København har ligeledes indsendt en redegørelse med klubbens vurdering af episoden, og begge redegørelser fremgår disciplinærinstansens længere redegørelse.

Kan ikke appelleres

Ifølge DBU's love er kendelsen endelig, og den kan ikke appelleres.

Sagen har været genstand for en del debat i dagene efter opgøret, da det først lød fra disciplinærinstansen, at man ikke havde planer om at tage sagen op.

Tirsdag bekræftede formanden for Fodboldens Disciplinærinstans, Jens Hjortskov, så til DR, at man nu alligevel tog sagen op.

Hos FC København tager man dommen til efterretning, men klubben skriver på sin hjemmeside, at man ikke mener, at proceduren omkring sagen har levet op til de standarder, man kan forvente på dette niveau.

- Det er uhensigtsmæssigt, at formanden for disciplinærinstansen udtaler sig i medierne, før en sag er vurderet, ligesom vi finder det besynderligt, at medierne bliver orienteret om, at der er rejst en sag, før FC København og spilleren bliver det, lyder det i meddelelsen.

FCK-manager Ståle Solbakken trøster sig med, at der er stærke alternativer til Santander i truppen.

- Det er selvfølgelig ærgerligt, at vi ikke kan benytte Federico i de kommende vigtige kampe, men vi kan ikke bruge den ærgrelse til noget.

- Vi skal videre, og vi har stærke alternativer i truppen og skal nok stille med et konkurrencedygtigt hold i de kommende kampe, siger Ståle Solbakken i meddelelsen.

Ud over FC Københavns kamp mod Brøndby, så går Federico Santander også glip af FCK's møde med FC Midtjylland i ligaen.

/ritzau/