FCK-profil skal opereres

Federico Santander har brækket kindbenet og må melde fra til to landskampe for Paraguay.

FCKs Federico Santander var med til at sikre FCK en flot sejr over Club Brugge. (Foto: © liselotte sabroe, Scanpix)

FC Københavns angriber Federico Santander har brækket kindbenet i forbindelse med, at han blev sparket i hovedet i tirsdagens opgør mod Club Brugge, oplyser Paraguays Fodboldforbund og FCK på deres respektive hjemmesider.

Ifølge Paraguays Fodboldforbund kræver bruddet en operation, som vil blive foretaget en af de kommende dage.

Det er endnu uvist, hvor længe Santander vil være ude af spillet, men i første omgang har han måttet melde fra til de kommende landskampe mod Colombia og Argentina i den sydamerikanske VM-kvalifikation.

- Santander skal nu undersøges nærmere, før en præcis prognose for, hvor lang hans skadespause bliver, er klar, skriver FCK på sin hjemmeside.

Sparket i hovedet

Den farlige angriber blev sparket i hovedet i begyndelsen af anden halvleg mod Club Brugge i en situation, hvor FCK blev tilkendt et straffespark.

Mens Ludwig Augustinsson brændte straffesparket, spillede Santander efterfølgende videre trods skaden og kom endda på måltavlen i 4-0-sejren. Han stod for den tredje scoring i kampen.

Angriberen fra Paraguay har scoret tre mål i Alka Superligaen i indeværende sæson. Målet mod Club Brugge var hans første i årets Champions League-gruppespil.

Det var Santanders mål til 1-1 på udebane mod Apoel i kvalifikationen, som skaffede FCK adgang til det lukrative europæiske gruppespil.

/ritzau/