Første halvleg var ikke forrygende. Men et selvmål satte fest-fyrværkeriet i gang i aftes i Parken, og FCK smadrede derefter de belgiske mestre fra Club Brügge med 4-0.
Dermed har FCK fire point i deres Champions League-gruppe, hvor Leicester topper med maksimum-point. Netop Leicester er modstanderen i de to næste runder for FCK.
Men hvad viste FCK's historisk store CL-sejr? DR Sportens fodboldkommentator Andreas Kraul giver her sine bud.
Delaneys betydning
Vi så hvor stor betydning, FCK’s anfører, Thomas Delaney, har for holdet. Han spiller en kamp til absolut topkarakter. Han er over hele banen, han tackler, header, lægger afleveringer og scorer et fantastisk mål. Han ejer stadion. Det er en hel afgørende indflydelse at have på et hold, men han er jo væk om ikke så lang tid, så FCK skal nyde den sidste tid med ham.
FCK’s europæiske fysik
FCK signalerede virkelig fysisk overskud. De har så mange stærke spillere, og det arbejde, der bliver lagt i starten af kampen af spillere som og Santander og især Cornelius, er virkelig stærkt. Cornelius går hele tiden ind og presser, stresser og ofte smadrer sine modstandere og er hele tiden på kroppen af dem.
Forsvareren, der laver selvmålet, virkede, som om han var bange for Cornelius’ spøgelse. Cornelius var ikke engang i nærheden af ham ved selvmålet, men fordi han havde stresset ham så meget, var Cornelius nærmest medvirkende årsag til selvmålet.
Sejren giver fem point
Det var en fantastisk sejr med gode perspektiver, for det var jo ikke bare tre point. De vinder 4-0, og i Champions League kigger man på indbyrdes kampe. Det vil sige, at FCK har et ekstra point i forhold til Brügge, og med mindre de taber med 4-0 eller mere i Belgien, så vil de være bedre indbyrdes. I virkeligheden har FCK så fem points afstand til Brügge inden de resterende fire kampe, hvor belgierne mangler at møde Porto to gange.
Så bare et enkelt godt resultat mod Leicester i de to kommende kampe vil sikre FCK en tredjeplads, hvilket er et forrygende scenarie, og samtidig giver det en ro forud for de to kampe. De kan dermed spille frit og nyde kampene. Den næste kamp mod Leicester er nærmest en gratis omgang, FCK kan tabe den og stadig være med i turneringen.