FC København må undvære offensivspilleren Rasmus Falk i resten af sæsonen, hvilket er længere end først antaget.
Fynboen har været igennem en operation omkring sin fodrodsknogle, og derfor skal han have sin ene fod i gips i en måned, inden han kan begynde at genoptræne.
Det skriver FCK på klubbens hjemmeside.
Da Falk pådrog sig skaden i begyndelsen af marts, lød meldingen, at han skulle holde sig i ro i seks uger.
Københavnerne forventer, at Falk vil være i stand til at indgå i træningen på lige fod med holdkammeraterne efter sommerpausen.
Hans seneste kamp for FCK var 9. marts hjemme mod Ajax. Statistikken for hans første sæson i hovedstaden siger 38 kampe og ni mål.
Uden Falk har FCK fortsat stormløbet mod det danske mesterskab, og torsdag spillede holdet sig i pokalsemifinalen.
/ritzau/