FC Nordsjælland kører Brøndby over på syv gyldne minutter

FC Nordsjælland vendte mandag 0-1 til 4-1 på hjemmebane mod Brøndby i 3F Superligaen.

Efter kun at have fået et point i de seneste tre runder fik FC Nordsjælland noget af en succesoplevelse, da mandagens hjemmekamp mod Brøndby i Superligaen blev vundet med 4-1.

Det skete på baggrund af en vanvittig første halvleg, hvor Brøndby kom tidligt foran, men siden indkasserede fire scoringer inden for 16 minutter. Fra det 18. til det 34. minut gik alt FCN's vej.

Med sejren rykker FCN op på siden af Brøndby. De to klubber har hver 15 point på femte- og sjettepladsen, hvor der nu er hele ni point op til førerholdet, FC Midtjylland.

Brøndby begyndte bedst og lagde fra kampens start stort tryk på FC Nordsjælland, og efter 13 minutter kom belønningen.

Sebastian Sebulonsen kiksede godt nok først en tæmning bagerst i feltet, men fik alligevel bolden under kontrol. Efter et par fine træk, sendte han et højt indlæg mod bagerste stolpe, hvor Yuito Suzuki kunne sætte panden på og sende BIF’erne i front.

Syv gyldne FCN-minutter

Men der kom et hurtigt modsvar fra hjemmeholdet, som efter 17 minutter indledte en syvminutters målbonanza.

Først fik FCN-angriber Marcus Ingvartsen ud af ingenting en skudmulighed fra kanten af feltet. Han trykkede til den og snød fuldstændig Patrick Petz i Brøndby-målet.

Udligningen gav blod på tanden for hjemmeholdet, som trykkede på og skaffede sig et hjørnespark kort efter 1-1-scoringen.

Den blev forlænget og endte på bagstolpen hos Sindre Walle Egeli, og så kunne den 18-årige nordmand sætte sin femte sæsonscoring i kassen og bringe hjemmeholdet foran 2-1.

FC Nordsjællands Benjamin Nygren stod for én af hjemmeholdets fire scoringer i sejren over Brøndby. (Foto: © Liselotte Sabroe, Ritzau Scanpix)

Fire minutter efter føringsmålet var den så gal igen for Brøndby. Et frispark på kanten af feltet var en sag for FC Nordsjællands Benjamin Nygren.

Med et eminent venstrebenshug krøllede han via overliggeren bolden ind bag en sagesløs Pentz, og på syv minutter havde FC Nordsjælland vendt 0-1 til 3-1.

Så tog hjemmeholdet lige en lille puster, for der skulle gå hele ni minutter inden publikum igen fik noget af juble over. Men scoringen var værd at vente på.

FC Nordsjælland-anfører Jeppe Tverskov førte bolden frem ad banen. Først sendte han Stijn Spierings efter pølser, spillede så et-to med Benjamin Nygren for til sidst at sende en tværpasning ind til Mario Dorgeles, som med indersiden sendte FC Nordsjælland foran 4-1.

Efter pausen skete der knapt så meget, og i hvert fald langt mindre end i de første 45 minutter.

Største chance tilfaldt FC Nordsjælland, som med ti minutter igen havde en tre mod én-situation efter en kontra.

Men Benjamin Nygrens fod var knap så effektiv, som ved frisparksscoringen, da han skulle finde en fri Milan Iloski på kanden af det lille felt.

Afslutningen fra Iloski blev spids og endte i sidenettet. Men det gjorde ikke så meget for FC Nordsjælland, som uden problemer kørte sejren hjem i anden halvleg.