Det var scoringen, der endte Andreas Cornelius' fem måneder lange måltørke som FCK-spiller, men stod det til Vejles Kristian Kirkegaard, måtte angriberen gerne have gået en runde mere uden forløsning.
Målet til 2-1 betød nemlig, at han og holdkammeraterne røg ind i det tiende nederlag i ti kampe, hvilket er ny rekord for den dårligste start på en superligasæson nogensinde.
- Jeg tænkte bare ”igen, nu?”. Jeg synes satme, at skæbnen er hård, sagde hjemmeholdets Kristian Kirkegaard til DR Sporten.
- Det er ikke ufortjent som sådan set på spildominans, at FC København får et point som minimum med herfra, men vi kunne også sagtens have taget det ene point, og så havde det bare været en fed start (med den nye træner, red.). Men vi må tage noget andet med herfra, sagde Vejle-spilleren.
Kampen var den første med 46-årige Mihai Teja fra Rumænien som cheftræner, siden han tirsdag blev præsenteret som manden, der skal redde bundholdet en sæson mere på superliganiveau.
Teja har derfor kun nået fem træninger med sine nye spillere, men på den tid er der allerede fremgang at spore, mente Kristian Kirkegaard.
- Der er sket mange ting. Både mindset-mæssigt. Ny træner, ny energi, en ny måde at se tingene på. Det er selvfølgelig lidt svært på baggrund af dagens kamp at få det rigtige udtryk at se, men der skal nok ligge noget og vente på os, sagde Vejle-spilleren, der scorede til 1-0 lige efter pausen.
Se højdepunkter fra kampen mellem Vejle og FC København herunder:
Der skal da også helst ske noget snart, når nu Vejle kan bryste sig af rekorden som de dårligste efter ti runder.
Hvor hårdt er det?
- Det tænker vi ikke på. Det eneste, der betyder noget, er, når tabellen er slut. Indtil da er jeg sådan set ligeglad med, om det hedder ti eller 20 kampe (med nederlag, red.), så længe det ender med, at vi overlever. Så er det helt fint for mig.
Men jo kampe flere der går, jo sværere bliver det vel også?
- Helt sikkert. Men når først det første point kommer på kontoen, tror vi også, at det kan komme til at vende stimen, sagde Kirkegaard.