Der mangler sølle to kampe af Superliga-sæsonen, men spændingen er mere intens, end den har været på noget tidspunkt i sæsonen. Efter FC Midtjyllands sejr over Brøndby på udebane mandag aften, så er de to tophold fuldstændig lige pointmæssigt.
- Det føles rigtig godt. Jeg synes, at vi var det bedste hold i dag. Jeg synes, at vi viste, at vi ville det her måske en lille smule mere end Brøndby, og det endte med at blive udslagsgivende på Brøndby Stadion, hvor de har været rigtig stærke, siger FC Midtjylland-profilen Erik Sviatchenko.
Brøndby har dog stadig overtaget på papiret. De har nemlig en markant bedre målscore på syv mål. Så først og fremmest skal FC Midtjylland vinde de sidste to kampe i sæsonen, men vestegnsholdet skal også dumme sig.
- Der skal være seks point i de to sidste kampe fra vores side. Der må de selvfølgelig gerne sætte til. Jeg ved selvfølgelig godt, at der er lang vej endnu, men den dør, som var en lille smule på klem, er måske blevet åbnet en lille smule mere op for os. Det skal vi selvfølgelig jagte 100 procent, lyder det fra Sviatchenko.
- De har målscorefordelen, så selvfølgelig er de stadig favoritter. Men vi har bragt os selv i en god position igen, og vi kommer til at jagte det. Jeg tror på, at vi kan gøre rent bord i de sidste to kampe, siger Jakob Poulsen.
Men det er ikke kun målscoren, der taler til Brøndbys fordel i de sidste to kampe. Også kampprogrammet er meget mere spiseligt. De gul-blå mangler at møde AaB og Horsens, mens FC Midtjylland ligeledes mangler Horsens.
Før den kamp skal midtjyderne dog til Parken og møde de forsvarende danske mestre, som lige nu er i hård kamp med FC Nordsjælland om bronzemedaljen.
- Det kan godt være, at jeg er naiv, men jeg tror på, at vi vinder alle kampe. Men altså vi vinder i dag på det sværeste sted, Brøndby Stadion, i hele ligaen, og derfor tror jeg også på, at vi kan vinde i Parken, siger Jakob Poulsen.
Den sidste spillerunde spilles om en uge den 21. maj, hvor både FC Midtjylland og Brøndby spiller samtidig. Det kan du høre i LIGA på P3.