Kun én måned til VM: Her er Danmarks vigtige datoer frem mod slutrunden

VM-slutrunden står lige før døren, og der er kun en måned til, at den første kamp bliver fløjtet i gang i Rusland.

Landsholdet efter VM kvalifikationskampen mellem Irland-Danmark på Aviva Stadion i Dublin, tirsdag den 14 nov. 2017.. (Foto: Liselotte Sabroe/Scanpix 2017) (Foto: © liselotte sabroe, Scanpix)

Mandag tog Åge Hariede det første store skridt i forhold til VM-forberedelsen, da han satte navne på de 35 pladser, som er en del af landsholdets bruttotrup til VM i Rusland.

Men der er stadig en del skridt tilbage, før de rød-hvide går på græsset til åbningskampen mod Peru i juni. Blandt andet venter der et par testkampe.

Vi har samlet alle de interessante dage før VM-slutrunden herunder:

Den 23. maj - De fleste ankommer til Helsingør

Så bliver der tjekket ind for første gang. 22 ud af de 35 spillere møder ind på Hotel Marienlyst i Helsingør for at tage hul på træningslejren. Kort tid til at imponere landstræner Åge Hareide, så det er bare om at gribe muligheden.

Den 26. maj – De sidste spillere støder til

De sidste 13 spillere, som endnu ikke er tjekket ind i truppen, kommer til Helsingør. De spillere har fået et par ekstra fridage, da deres ligaer (Serie A, Ligue 1, La Liga og Superligaen, red.) er sluttet en uge senere end de andre. Nu er alle 35 spillere samlet, og der bliver kæmpet om de 23 pladser.

Den 2. juni – Testkamp mod Sverige i Stockholm

Så kommer den første mulighed for at vise sit værd i kamp og sikke en af slagsen. Vores naboland, der også er kvalificeret til VM, inviterer til kamp på deres fort Friends Arena, hvor Danmark senest spillede EM-kvalifikationskamp i 2015 og tabte 2-1. Denne gang er Zlatan ikke med, så måske har de rød-hvide en chance?

Danmark vs Sverige iParken i København 17.11.2015. Zlatan Ibrahimovic jubler med Sebastian Larsson. Pierre Højbjerg (Foto: © Claus bech, Scanpix)

Den 4. juni – Den endelige trup bliver udtaget

Det kan godt være, at Åge Hareide tager nogle beslutninger før, men deadlinen for at sende den endelige trup på 23 spillere ind til Fifa er den 4. juni. 13 spillere skal altså skæres fra, og selvom det udefra måske kan virke svært, så har landstræneren haft en stamme gennem det meste af kvalifikationen, som han nok ikke rokker meget ved.

Den 9. juni – Testkamp mod Mexico på Brøndby Stadion

Man siger, at en dårlig generalprøve giver en god premiere. Hvis det er sandt, så skal man håbe på en halvskidt indsats af landsholdet mod mexicanerne. Det er nemlig den absolut sidste test, før VM-slutrunden starter. Uanset hvad er det dog en rigtig god test for de 23 udvalgte spillere mod en af VM’s outsidere.

Den tidligere Manchester United- og Real Madrid-spiller Javier Hernandez (Chicharito, red) kommer til Brøndby Stadion. (Foto: © Maxim Shemetov, Scanpix)

Den 11. juni – Afrejse til Rusland til hotellet i Anapa

Forhåbentlig er landsholdet kommet ud af den sidste testkamp mod Mexico uden nogle skader, og to dage senere tager landsholdet altså i lufthavnen for at rejse til Rusland. Der kommer de til at bo i den russiske by Anapa, hvor de har lejr gennem hele slutrunden.

Den 14. juni – Landsholdet rejser til Saransk

To dage før den første kamp ved VM rejser landsholdet til Saransk, hvor den første kamp skal spilles. Dagen før træner de på stadion for at mærke græsset an, og så begynder sommerfuglene ellers at komme til de enkelte spilere og fans.

Den 14. juni – VM bliver åbnet med et sexet fodboldbrag

Der er måske lidt ironi omkring den overskrift, da Rusland-Saudi Arabien ikke lyder fantastisk. Men det er trods alt VM’s første kamp, og for de fodboldfans, som har ventet i fire år på en kamp ved VM, så bliver det super interessant at få sparket slutrunden i gang klokken 17.00 den dag.

The World Cup trophy is on display during the "Behind the scenes of the Final Draw" event prior to the upcoming Final Draw of the 2018 FIFA World Cup Russia in Moscow, Russia November 29, 2017. REUTERS/Sergei Karpukhin (Foto: © Sergei Karpukhin, Scanpix)

Den 16. juni – Danmark sparker deres slutrunde i gang

Og så kom vi til, hvad vi har ventet på. Danmark møder Peru klokken 18.00 i det, som på forhånd ligner en meget vigtig kamp for danskernes mulighed ved denne slutrunde. Et nederlag i den kamp vil allerede gøre danskernes avancement besværligt.

Danmark spiller deres andre gruppekampe den 21. juni klokken 14.00 mod Australien og den 26 juni mod Frankrig klokken 16.00.