"Det er jo decideret pinligt" og "Sidste gang vi havde ham mod Horsens truede han mig med at han ville sørge for jeg aldrig kom til at spille igen, hvis jeg sagde et til ord".
Sådan skrev FC Københavns Mathias 'Zanka' Jørgensen på Twitter om dommer Peter Kjærsgaard-Andersen, der var manden med fløjten, da FC København søndag hjemme spillede mod Esbjerg.
Her overså Kjærsgaard-Andersen et tydeligt straffespark til FC Københavns Andreas Cornelius, hvilket fik 'Zanka' til tasterne efter kampen, som han ikke selv var en del af, men som han så fra tribunen i Telia Parken.
Mandag forsøgte TV3 Sport at indhente en kommentar fra Peter Kjærsgaard Andersen, der dog ikke ville udtale sig, da han havde fået at vide, at der kører en disciplinærsag mod 'Zanka'.
Ikke helt så langt
Det stemmer dog ikke helt, oplyser DBU til BT Sporten.
- Lige nu er der indledende undersøgelse, hvor man finder ud af, om der skal køres en sag. Så det er altså stadiet inden en disciplinærsag, siger Jacob Wadland, der er presse- og souschef i DBU.
- Ofte afstedkommer der en sag, men det sker også, at man finder ud af, at der ikke er belæg for det, når man modtager alt informationen tilbage, siger Wadland til BT Sporten.
Mathias 'Zanka' Jørgensen kan risikere en bødestraf, hvis det ender med en disciplinærsag, der ikke falder ud til forsvarsspillerens fordel.
Du kan se situationen, der bragte 'Zanka' til tasterne i klippet øverst.