Fodboldklubben FC Helsingør, der i sidste sæson rykkede ud af Superligaen, mister cheftræner Christian Lønstrup, der har valgt at fratræde sin stilling.
Det skriver 1. divisionsklubben på sin hjemmeside.
- Christian og klubben er nået til et punkt, hvor vi ikke længere føler, at vi er på samme spor i, hvor klubben og fodbolden skal hen, siger Janus Kyhl, der er direktør i FC Helsingør.
- Der har været nogle uoverensstemmelser om, hvordan spillestil og trupsammensætning skulle være. Derfor har Christian valgt at fratræde sin stilling i FC Helsingør og søge nye udfordringer, siger han.
FC Helsingør var i sidste sæson med i Superligaen for første gang nogensinde, men klubben rykkede ned i den næstbedste række.
Her ligger FC Helsingør i øjeblikket på en ottendeplads med fem point for fem kampe.
Træneren siger farvel til klubben med blandede følelser.
- Det har været otte fantastiske år, hvor vi har skrevet historie sammen, og det har været en fantastisk og uforglemmelig rejse.
- Jeg vil gerne takke de mange spillere jeg har arbejdet med i årenes løb, og hele staben omkring holdet.
- Jeg har haft et godt samarbejde med klubbens ledelse og vil gerne sende en tak til formand Finn Moseholm og direktør Janus Kyhl for godt med- og modspil gennem årene, siger den afgående træner.
47-årige Christian Lønstrup, der i sin aktive karriere spillede mange år for FC København, kom til FC Helsingør som assistenttræner 2010.
Tre år senere havde han et kort ophold som assistenttræner i AB, inden han i december 2013 blev hentet tilbage til FC Helsingør som cheftræner.
Træningen i FC Helsingør overtages indtil videre af U19-træner Marc Thevis og assistenttræner Brian Gellert.
FC Helsingørs næste kamp i 1. division spilles på søndag mod Lyngby på hjemmebane.
/ritzau/