Brøndby har betinget dom om tomme tribuner - men kan stadig sælge billetter til næste hjemmekamp

Når Brøndby torsdag tager imod FC Midtjylland i Pokalturneringen, må de gerne have tilskuere på lægterne.

Intet tyder på, at Brøndby skal spille uden tilskuere i torsdagens opgør mod FC Midtjylland. (Foto: © Mads Claus Rasmussen, Ritzau Scanpix)

Der bliver ingen udebanetilskuere i opgøret mellem Brøndby og FC København det kommende stykke tid.

Fans, eller voldstumper som justitsministeren efterfølgende kaldte dem, skabte søndag så meget uro på Brøndby Stadion, at kampen måtte udskydes, justitsminister Peter Hummelgaard (S) så sig nødsaget til at råbe op, og de to hold fik begge tilskuerkarantæne til udebaneafsnittet i derbykampen på ubestemt tid.

Men når de to fodboldhold senere i denne uge igen spiller kamp mod andre hold, er der ingen tilskuerbegrænsninger.

Det endda selvom, Brøndby har en anden betinget tilskuerstraf fra tidligere i år.

I juni udstedte Fodboldens Diciplinærinstans en betinget kendelse til Brøndby om, at holdet delvist eller helt skulle spille næste hjemmekamp uden tilskuere, hvis der indenfor 12 måneder igen skete vold eller hærværk på Brøndby Stadion, som kunne tilregnes tilskuere fra vestegnsklubben.

Intet tyder dog på, at weekendens ballade på Brøndby Stadion får den betingede dom til at træde i kraft endnu.

Selvom tilhængere fra Brøndby og FC København var involveret i slagsmål på og udenfor Glostrup Bodega lørdag aften, og også skød med fyrværkeri mod hinanden og politiet kort inden søndagens kamp, sælger Brøndby i hvert fald stadig billetter og forsøger at få fyldt tilskuerpladserne til torsdagens opgør på hjemmebane mod FC Midtjylland.

Det fremgår af holdets hjemmeside.

- Kampen fløjtes igang torsdag kl. 20:00 på Brøndby Stadion, og der er stadig ledige pladser, hvis du skal ind og støtte drengene i jagten på pokalavancement, skriver Brøndby på sin hjemmeside.

Brøndby-fans ser ud til stadig at kunne komme på lægterne til torsdagens opgør. (Foto: © Mads Claus Rasmussen, Ritzau Scanpix)

Brøndbys næste hjemmekamp ser derfor ud til at blive med gulkædte tilskuere, og Dansk Boldspil-Union (DBU) bekræfter da også til DR, at søndagens hændelser grundet sagsbehandlingstid ikke kommer til at få indflydelse på opgøret mod FC Midtjylland.

- Alle sager bliver behandlet ud fra grundlæggende retssikkerhedsmæssige principper, som blandt andet betyder, at sagerne skal være behørigt oplyste, hvorunder klubberne for eksempel får 48 timer til at fremkomme med sin redegørelse på indberetninger modtaget efter kampen. Først herefter kan Disciplinærinstansen behandle sagen og træffe sin afgørelse (derfor er det i den konkrete sag ikke muligt at færdiggøre sagsbehandlingen mellem søndag og torsdag), skriver DBU i en udtalelse til DR.

DR har forsøgt at få en kommentar fra Brøndby, men klubben er ikke vendt tilbage på henvendelsen.

Ingen bekymringer ved at få besøg af Brøndby og FCK

Blot få dage efter hjemmekampen mod FC Midtjylland skal Brøndby selv til Herning for at møde selvsamme modstander.

Heller ikke her er der nogen tilskuerbegrænsninger for udebaneholdet.

Det er dog ikke noget, der bekymrer i den midtjyske lejr.

- Vi har et stærkt og konstruktivt samarbejde med Divisionsforeningen, Brøndby IF og vores fans. Til vores kampe i Herning oplever vi generelt en positiv fankultur, men vi tager naturligvis skarpt afstand fra de uroligheder, vi så i weekenden, som kun et fåtal står bag.

- Sikkerhed og tryghed er altid en topprioritet, og vi arbejder tæt sammen med de relevante aktører for at sikre en god og tryg oplevelse for alle tilskuere, skriver FC Midtjylland i en mail til DR.

Heller ikke Sønderjyske, der skal tage imod FC København i Pokalturneringen på torsdag, har nogen betænkeligheder ved at få besøg af hovedstadsklubben og dens fans.

- Vi følger de sædvanlige og meget grundige sikkerhedsprocedurer, som vi ikke ønsker at uddybe offentligt, men vi vil gerne understrege, at det som altid er trygt og sikkert at gå til fodbold på Sydbank Park, skriver kommunikationschef i Sønderjyske Jacob Ravn til DR.