Brandudsalg i Superligaen: Lyngbys hovedaktionær vil sælge

Selskabet bag Lyngby Boldklub, Hellerup Finans, forventer at sælge alle aktieposter i klubben inden for et år.

Lyngby Boldklub tager imod Aab i runde 9 i Alka Superligaen på Lyngby Stadion d. 19. september 2016. (Foto: Ólafur Steinar Gestsson/Scanpix 2016) (Foto: © Òlafur Steinar Gestsson, Scanpix)

Selskabet bag Lyngby Boldklub, Hellerup Finans, er i økonomiske vanskeligheder, og det kan få konsekvenser for superligaklubben.

Således forventer Hellerup Finans at sælge alle aktieposter i klubben inden for 3-12 måneder.

Det skriver selskabet på sin hjemmeside, hvor det ud over Lyngby Boldklub nævner fem andre selskaber, som Hellerup Finans har aktier i.

- Koncernen forventer, at alle aktieposterne vil være solgt inden for de næste 3-12 måneder, og at det vil tilføre koncernen et meget stort millionbeløb, lyder det blandt andet på Hellerup Finans' hjemmeside.

Lyngby Boldklub meldte 1. september ud, at klubben er på vej mod et større kapitalindskud fra en udenlandsk investorgruppe.

Alt imens klubben er udfordret på økonomien, har den haft sportslig succes som oprykker i denne sæson.

Lyngby har vundet syv kampe ud af de første 15 i ligaen og ligger på femtepladsen med 24 point.

/ritzau/