Boilesen skifter til FC København

De danske mestre forstærker sig med den tidligere Ajax- og Brøndbyspiller Nicolai Boilesen.

Nicolai Boilesen er ny mand i FC København. (Foto: © Henning Bagger, Scanpix)

FC København kvalificerede sig torsdag aften til Champions League efter 1-1 ude mod cypriotiske APOEL.

Dagen derpå var der flere gode nyheder for fans af de danske mestre, da københavnerne kunne præsentere 24-årige Nicolai Boilesen, der tiltræder på en 4-årig kontrakt.

Med tilgangen af Nicolai Boilesen har FCK-manager Ståle Solbakken sikret sig et alternativ til svenske Ludwig Augustinsson, der forventes solgt senest ved afslutningen af denne sæson, mens Boilesen får mulighed for at kæmpe sig tilbage til noget førsteholdsfodbold.

- FCK er en stor klub også internationalt set, og jeg glæder mig meget til at blive en del af det stærke setup, der er. Jeg har været væk fra kamp i en længere periode, og jeg ved, at der er et stykke arbejde, jeg skal have gjort, før jeg når mit bedste niveau. Jeg ser virkelig frem til at komme i gang, så jeg kan bidrage til at vinde titler og få FCK frem på den internationale scene. Jeg er ikke i tvivl om, at jeg har valgt rigtigt med det her skifte, siger Nicolai Boilesen til FCK.dk.

Vestegnsspiller

Danskeren gjorde sig upopulær i sin seneste klub, Ajax, hvor Boilesen ikke ønskede at forlænge sin kontrakt, hvilket fik daværende cheftræner Frank de Boer til at sende sin tidligere anfører ned på andetholdet.

Efter kontraktudløbet i Ajax har Nicolai Boilesen været på jagt efter en ny klub, hvor både belgiske og tyrkiske klubber har været inde i billedet.

Boilesens skifte til FC København vil formentlig også vække en vis genlyd på den den københavnske vestegn, da venstrebensspilleren fra Ballerup har fået en stor del af sin fodboldopdragelse i Brøndby IF.

Om skiftet fra Brøndby til Ajax i 2009 sagde en dengang 18-årig Nicolai Boilesen til Tipsbladet: - Brøndby og jeg har ikke noget udestående. Jeg føler det samme for Brøndby, som jeg gjorde inden jeg tog afsted. Det er min klub i Danmark. Jeg følte, jeg havde brug for nye udfordringer, og det kunne jeg få i Ajax, hvor der er fantastiske faciliteter og fantastisk træning.

Nicolai Boilesen har spillet 15 kampe for det danske A-landshold.