Allerede sidste sommer erklærede Nicolai Boilesen, at han gerne ville skifte væk fra sin hollandske klub Ajax Amsterdam. Men dengang blev et skifte ikke til noget, og det gjorde det heller ikke i januar.
Nu forsøger den danske landsholdsspiller så igen at komme afsted fra Amsterdam, hvor han ikke har været en del af førsteholdet i et år. Og det har bestemt ikke været sjovt for den blonde venstreback.
- Det har selvfølgelig været et mareridt på mange punkter. At være fodboldspiller i udlandet og ikke få lov at spille er det værste, der kan ske. Jeg er der ikke for sjov, og jeg er ikke væk fra venner, familie og andre ting for at rende rundt dernede og ikke få lov til det, jeg gerne vil. Så det har været et mareridt på mange punkter, men på andre punkter har det også været meget lærerigt. Jeg tager alle erfaringer, både gode og mindre gode, med mig i bagagen og kommer til at se positivt på det, siger Nicolai Boilesen til DR.
Tre ting skal passe
Snart åbner et nyt transfervindue, og dermed har Nicolai Boilesen frem til 1. september til at finde sig et nyt sted at spille fodbold. Han går ikke så meget op i, hvilket land det bliver, så længe klubben passer til ham og hans behov.
- Jeg skal finde en ny klub, jeg skal væk fra Amsterdam, hvor jeg har været i seksethalvt år, så det bliver en stor ting for mig, både på det personlige plan, men især også på det fodboldmæssige. Det er det, jeg gerne vil, men hvad der præcist skal ske, ved jeg ikke, siger Boilesen.
- Jeg har først og fremmest et ønske om at komme til at spille fodbold. Det handler om at finde den rigtige klub, som jeg har sagt i et års tid, og den rigtige klub indebærer for mig, at de har en plan med mig, som jeg kan se, er det rigtige. Ud over det skal det være et sted, hvor der bliver spillet fodbold på en måde, som kan passe til mig, samt at de tror på mig. Hvis de tre ting er kombineret, er jeg en glad mand, siger han.
24-årige Nicolai Boilesen skiftede fra Brøndbys ungdomsafdeling til Ajax’ ditto i 2009. I hans tid i den hollandske klub er det blevet 72 kampe for førsteholdet, hvilket har kastet fire mesterskaber af sig.