Han havde ikke udsigt til særligt meget spilletid i AaB. Derfor har nordjyderne nu besluttet at leje angriber Nicklas Helenius ud til 2. Bundesliga-klubben SC Paderborn 07 for resten af sæsonen.
- Jeg ser det som en stor mulighed at spille i Tyskland, og både AaB og jeg har prioriteret, at jeg skal have noget spilletid, siger Nicklas Helenius, der får den tidligere tyske landsholdsstjerne Stefan Effenberg som træner.
- Umiddelbart lignede det ikke, at jeg ville få meget tid på banen for AaB i det kommende forår, og derfor er aftalen med Paderborn optimal, så jeg kan få vist mig frem de kommende måneder, siger Nicklas Helenius til AaB’s hjemmeside.
Topscorer-potentiale
Med Helenius’ afgang er spørgsmålet, om AaB vil holde på deres topscorer Lukas Spalvis, der er blevet kraftigt rygtet til Sporting Lissabon? Sportsdirektør Allan Gaarde slår fast, at Helenius er blevet udlejet på grund af den hårde konkurrence i angrebet.
- Vi ser stadig et topscorer-potentiale i Nicklas Helenius, men qua den nærmest historisk hårde konkurrence vi i øjeblikket har på de offensive pladser, så har vi sammen vurderet, at en udlejning af Nicklas ville være optimalt lige nu, siger AaB’s sportsdirektør Allan Gaarde. - Forhåbentlig kan Nicklas genfinde sit niveau i Tyskland, og vi ser frem til, at han vender styrket tilbage til AaB i næste sæson.
Nicklas Helenius har i 161 kampe scoret 52 mål for AaB.