Ronaldo og Real spillede sejren hjem inden pausen

Osasuna kom bagud efter seks minutter på Bernabeu, hvor Real Madrid afgjorde løjerne allerede før pausen.

(Foto: © EMILIO NARANJO, Scanpix)

Gareth Bale leverede forarbejdet, og Cristiano Ronaldo scorede, da Real Madrid lørdag kun skulle bruge seks minutter til at grundlægge årets tredje sejr på stribe i Primera Division.

Denne gang gik det ud over Osasuna, som blev sendt hjem fra Bernabeu med et nederlag på 2-5.

Gæsterne havde dog et hovedstød på overliggeren, før Danilo gjorde det til 2-0 fire minutter før pausen.

I første halvlegs overtid punkterede Sergio Ramos opgøret med sit hovedstød til 3-0 efter et hjørnespark.

Efter 56 minutter scorede Real Madrids Pepe til 4-0 med hjælp fra Osasunas målmand. Luka Modric satte Reals femte mål i nettet.

Fik reduceret to gange

Oriol Riera reducerede til 1-5, før Osasuna fandt nettet igen, men målet blev underkendt. Forinden havde dommeren nemlig fløjtet for straffespark, men det brændte målscorer Riera.

2-5-reduceringen stod i stedet David Garcia for 11 minutter før tid.

Gæsterne sluttede kampen med ti spillere på banen efter et rødt kort mod afslutningen.

Med sejren har Real Madrid maksimumpoint efter tre kampe. Osasuna har blot et enkelt point på kontoen.

/ritzau/