Fifa fastholder transferkarantæne til Real og Atlético

De spanske storklubber får ikke mulighed for at hente spillere i de kommende to transfervinduer.

Real Madrid og Atlético Madrid er ramt af transferforbud. (Foto: © ANDREA COMAS, Scanpix)

De spanske fodboldklubber Real Madrid og Atlético Madrid får ikke mulighed for at hente spillere i de næste to transfervinduer.

Det meddeler Det Internationale Fodboldforbund (Fifa) på sin hjemmeside.

Fifas appelkomité har besluttet sig for at afvise appellerne fra de spanske storklubber, der i maj mødtes i Champions League-finalen med Real som vinder.

Klubberne blev i januar idømt transferkarantæne for at have forbrudt sig mod reglerne om handel med unge spillere

Transferforbuddet blev dog midlertidigt suspenderet, da begge klubber appellerede afgørelsen.

Det er i perioden 2007-2014, at Atlético Madrid brød reglerne, mens det for Real Madrids vedkommende gælder perioden 2005-2014.

Madrid-klubberne fik samme straf, som i 2014 blev påført en tredje spansk fodboldgigant FC Barcelona, der havde gjort sig skyldig i samme forseelse.

Barcelona appellerede også kendelsen, men ligeledes uden held.

/ritzau/