Den tidligere Real Madrid-spiller Henning Jensen vil i aften blive mindet med et minuts stilhed på kongeklubbens hjemmebane, Estadio Santiago Bernabéu, inden den afdøde danskers tidligere klub skal i aktion mod Dortmund i Champions League.
Henning Jensen spillede med stor succes i Real Madrid fra 1976 til 1979, hvor han var med til at vinde det spanske mesterskab to gange.
Udover hyldesten inden kampen vil Real Madrid-spillerne også bære sørgebind. Det skriver den spanske storklub på sin hjemmeside.
Henning Jensen døde i går efter kort tids sygdom.
Fornem karriere
Nordjyden brød for alvor igennem i 1972, hvor han debuterede på det danske fodboldlandshold og senere skiftede til den tyske traditionsklub Borussia Mönchengladbach, hvor han blev holdkammerat med en anden dansk legende i form af Allan Simonsen.
Efter opholdet i Real Madrid tog Henning Jensen turen videre til Ajax i Holland, inden han senere drog videre til først AGF og sidenhen hjemstavnen Nørresundby.