(Foto: © Wolfgang Rattay / POOL)

Fra Blovstrød til FC Barcelona: Følg Andreas Christensens rejse fra stilfærdigt stortalent til spansk storklub

Den danske forsvarsspiller har underskrevet en aftale med Barcelona til og med 2026.

Opdatering: Tidligere fremgik det af denne artikels overskrift, at Andreas Christensen er fra Lillerød. Dette er nu rettet til Blovstrød. DR beklager fejlen.

"Vi skal ikke hjem, vi skal videre," nærmest skreg Andreas Kraul ud i stuerne sidste sommer.

DR Sportens fodboldkommentator var i ekstase. Den danske forsvarsspiller Andreas Christensen havde netop scoret på et drøn af et langskud og sendt Danmark videre ved EM.

Og nu skal den 26-årige sportsstjerne også videre i tilværelsen. FC Barcelona har præsenteret Andreas Christensen på en aftale, der gælder frem til 2026.

Danskeren har spillet det meste af sin karriere i Chelsea, hvor han blandt andet vandt det engelske mesterskab, Europa League og Champions League.

Men efter kontraktudløb er det altså blevet tid til at teste evnerne i spansk fodbold for Andreas Christensen. Ifølge Barcelonas hjemmeside bliver danskeren officielt præsenteret i klubbens trøje på torsdag, og han har en frikøbsklausul på 500 millioner euro.

Herunder kan du følge hans karriere fra ungdomsspiller i Brøndby, lejeopholdet i Tyskland og til den magiske scoring i Parken mod Rusland.

  • Andreas Christensen begyndte til fodbold i Skjold Birkerød, men skiftede til Brøndby IF i 2004, hvor hans far var træner for holdet. (Foto: © (privat))
    1 / 8
  • Efter 9. klasse flyttede Andreas Christensen i 2012 til London for at blive professionel fodboldspiller. (Foto: © (privat))
    2 / 8
  • Andreas Christensen debuterede for Chelseas førstehold i 2014. Her afløser danskeren den engelske forsvarslegende John Terry. (Foto: © BPI/Shutterstock, Copyright (c) 2014 Shutterstock. No use without permission.)
    3 / 8
  • Ved Dansk Fodbold Award 2016 blev Andreas Christensen kåret som årets mandelige talent. I året forinden gav Morten Olsen Andreas Christensen debut på A-landsholdet. (Foto: © MEYER KENNETH, MEYER KENNETH)
    4 / 8
  • Fra 2015 til 2017 var den nu 26-årige dansker udlånt fra Chelsea til Borussia Mönchengladbach i Bundesligaen. Han blev kåret som årets spiller i den tyske klub. Her forsøger han at tage bolden fra den tidligere Barcelonaspiller Neymar. (Foto: © ODD Andersen, AFP or licensors)
    5 / 8
  • I 2019 var Andreas Christensen en fast del af Chelseaholdet, som vandt Europa League-trofæet efter en storsejr over Arsenal. (Foto: © OZAN KOSE, AFP or licensors)
    6 / 8
  • Danskeren med det store talent løftede sidste år trofæet med de store ører. Andreas Christensen blev sidste år den første dansker siden 2003 til at vinde Champions League. Det gjorde han sammen med Chelsea, der vandt 1-0 over Manchester City. (Foto: © David Ramos / POOL)
    7 / 8
  • Andreas Christensen fik DR Sportens fodboldkommentator Andreas Kraul til at råbe "vi skal ikke hjem, vi skal videre", da han scorede til 3-1 mod Rusland under EM. Danmark røg senere ud til England i semifinalen. (Foto: © Mads Claus Rasmussen, Ritzau Scanpix)
    8 / 8