Michael Laudrup, Diego Maradona, Allan Simonsen, Ronaldinho, Lionel Messi.
Perlerækken af stjerner, som har tørnet ud for storklubben FC Barcelona, er uendelig lang, og længe har spekulationerne floeret i fodboldens verden: Vil danske Andreas Christensen frem over slutte sig til det fine selskab, der har optrådt i de ikoniske blå og røde striber?
Svaret er ja.
Forsvarsspilleren, der sidste år sendte fodbolddanmark i EM-ekstase med sit drømmemål i Parken, har nemlig skrevet under på en aftale med FC Barcelona til 2026.
Andreas Christensen har en frikøbsklausul på 500 millioner euro og bliver officielt præsenteret i Spanien på torsdag. Det skriver Barcelona på sin hjemmeside.
Men det er ikke et hvilken som helst Barca-mandskab, danske "AC" nu bliver en del af. Hvor de catalanske bysbørn tidligere har været garant for et mytisk skær og en sikker plads i den absolutte fodboldtop, har klubben den seneste tid befundet sig i et virvar af økonomisk kaos og sportslig nedtur.
Derfor er det også et interessant tidspunkt, at skiftet finder sted, mener DR Sportens fodboldkommentator, Andreas Kraul.
- Det, der er lidt bizart lige nu, er, at normalt har man altid talt om FC Barcelona som en slags slutdestination. Altså toppen af kransekagen. Men som situationen er nu, vil han faktisk gå et skridt ned fra sidste års Champions League-vindere til en klub, som ikke befinder sig, hvor vi er vant til, siger Kraul.
Ud over et par år på lejeophold i tyske Borussia Mönchengladbach har Andreas Christensen været at finde i London-klubben Chelsea i et årti. Og det er ikke et tomt pokalskab, danskeren fra Lillerød efterlader sig på sin vej mod Spanien.
"AC" har opnået stort set alt, hvad der er at opnå i det engelske, og derfor er det ifølge Andreas Kraul også forståeligt, at han er nysgerrig på en ny udfordring.
- Han har vundet næsten alt med Chelsea. Jeg kan godt sætte mig ind i, hvis han tænker, at han gerne vil opleve en anden kultur og møde nogle andre hold. Hvor mange gange har han ikke lige taget til Manchester for at spille mod City eller United?
Og udsigten til de store aftener i det spanske må også lokke en del.
- Det, at skulle til en så stor og historisk klub som Barcelona, opleve et fyldt Camp Nou til El Clásico mod Real Madrid, kan jeg godt forstå, er fristende. Jeg tror ikke, at man skal underkende, at der er noget nysgerrighed på, hvor fodboldkarrieren kan tage en hen, siger Andreas Kraul.
Kan se frem til lederrolle
Gennem sin karriere har Andreas Christensen ofte været flankeret af stærke ledertyper i midterforsvaret. Som helt ung var det den engelske legende John Terry, som i sin storhedstid osede af autoritet. For tiden svinger Thiago Silva dirigentstokken i Chelseas forsvar, og på landsholdet har Simon Kjær oftest gået forrest.
Men med en aldrende Gerard Piqué med kurs mod karrierens efterår, kan "AC" se frem til at blive førstestyrmanden i Barcelonas forsvar.
- Det kan også blive en af udfordringerne for ham at blive hentet ind som leder for FC Barcelona. Han har altid haft en anden rolle i Chelsea. At blive hentet ind som en stor byggesten i Barcelona kan godt komme til at skubbe til hans personlighed og hans lederegenskaber på banen, siger Andreas Kraul.
- Det har som oftest være ham, der lå ved siden af John Terry eller Thiago Silva, men nu bliver det måske ham, der skal styre og dominere forsvaret. Så er der en anden, der skal ligge ved siden af.
Og "den anden" ser på nuværende tidspunkt ud til at skulle være uruguayanske Ronald Araújo. En eksplosiv forsvarsspiller, som er en del af det ekstremt talentfulde unge kuld, der stille og roligt er begyndt at rulle sig ud under Barca-legenden Xavis ledelse.
Spillere som Pedri, Gavi, Ansu Fati, Frenkie de Jong, Nico Gonzalez og Ferran Torres ser alle ud til at skulle drible Barcelona i retning af en ny storhedstid, og her kan Andreas Christensen nu se frem til at være det solide fundament i forsvarskæden, som catalanerne i fremtiden skal forsøge at bygge deres succes på.